Billede beskrivelse

Ung thybo klar til næste skridt på racer-rejsen

Malthe Jakobsen fra Sennels blev sidste år Europamester i LMP3-klassen, og nu er han endelig klar til at få sin løbsdebut i LMP2-klassen. Det begynder allerede i næste weekend, hvor han skal køre Asian Le Mans Series for COOL Racing

07. februar 2023 kl. 17.01
Opdateret kl. 17.41

SENNELS: Racerkøreren Malthe Jakobsen fra Sennels er klar til at debutere i en LMP2-racer i løbssetup.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Malthe Jakobsen, der er kendt som Thys hurtigste teenager, fik allerede i slutningen af foråret 2022 sin første testkørsel i en bil fra LMP2-klassen. Så forberedelserne for at gøre Europamesteren klar til sin løbsdebut har været længe undervejs.

- Bilen er hurtigere end LMP3-bilen, men et stykke hen ad vejen er den faktisk meget letkørt. Der kommer helt sikkert nogle aha-oplevelser på et tidspunkt, men jeg synes at jeg er parat til at det hele går i gang, fortæller Malthe Jakobsen i pressemeddelelsen.

Fornemt selskab

Den unge thybo har ingen grund til at være bekymret, når han skal ud og brænde gummi af på racerbanen. Han er nemlig i selskab med den erfarne racerkører Alexandre Coigny, og den firedobbelte Le Mans-vinder, Nicolas Lapierre.

- At få lov at dele bilen med så erfaren en kører som Nicolas betyder virkelig meget for mig. Jeg kommer til at suge til mig af hans erfaringer og måle mig op mod hans omgangstider og performance. Det bliver virkelig fedt, siger Malthe Jakobsen.

Billede beskrivelse

Klar til sæsonstart

Sæsonstarten løber allerede af stablen i den kommende weekend, hvor Malthe Jakobsen tager hul på Asian Le Mans Series. Det består af fire løb á fire timer fordelt over to weekender, og her stiller han fortsat op for COOL Racing.

- Der har været masser af forberedelser både hjemme og hos COOL Racing, så nu glæder jeg mig til at få min løbsdebut i LMP2-klassen. Vi kommer for at vinde, så der er en smule pres på at præstere fra start – men jeg tager én ting ad gangen og husker at nyde det hele undervejs.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste