Billede beskrivelse

20-årig gik fra værtshus til værtshus: Smadrede ruder og ville slås

20-årig lokal mand har fået forbud mod at komme på restaurationen, hvor han optrådte voldeligt natten til lørdag

15. januar 2024 kl. 10.34
Opdateret kl. 13.25

Lige efter kl. 01.30 natten til søndag blev politiet kaldt til Zebra Bar på Raadhustorvet i Nykøbing, hvor der var optræk til uro. Det oplyser Skive Politi.

En 20-årig lokal mand fremviste en truende adfærd og forsøgte at komme i slagsmål med både vagt og bestyrer. Overfor Nordjyske oplyser direktør for Zebra Bar Frederik Harring, at han selv blev udsat for vold, ligesom en dørmand og en ansat blev slået af den pågældende gæst.

Direktøren oplyser desuden, at den voldsomme mand smadrede to ruder på Zebra Bar.

En patrulje fra Skive Politi var allerede i nærheden og kunne pågribe den 20-årige.

Det viste sig nemlig, at den samme mand kort tid forinden havde givet anledning til politianmeldelse, da han kl. 01.15 slog ud efter alt og alle på værtshuset Restaurant Morsø i Havnegade. Her havde han dog forladt adressen, inden politiet nåede frem.

Den 20-årige blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven for sin truende adfærd, og fik desuden to års karantæne fra Zebra Bar, hvorefter han blev bortvist fra stedet.

Frederik Harring fra Zebra Bar oplyser, at han har til hensigt at anmelde manden for hærværk og vold.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste