Krigen sendte dem på flugt: Ukrainere serverer borsjtj på årsdagen for invasionen
Fredagens fællesspisning i Øster Assels forsamlingshus bliver en påmindelse om krigen i Ukraine
ØSTER ASSELS: Der er ukrainsk borsjtj, altså rødbedesuppe, kartoffelpandekager, kåldolmere og honningkage på menuen, når 128 børn og voksne fredag aften samles til fællesspisning i Øster Assels forsamlingshus. Da det gik op for arrangørerne, at datoen faldt sammen med årsdagen for Ruslands invasion i Ukraine, blev det nemlig besluttet at lade nogle af de mange ukrainere, der bor i området, stå for menuen.
Allerede torsdag eftermiddag var der travlhed i køkkenet, hvor der blev skrællet gulerødder, revet rødbeder og blandet fars til kåldolmerne. I salen havde frivillige fra beboerforeningen travlt med at dække op på bordene med blå og gule servietter og blomster i samme farver.
Olena Krasiyk, der arbejder i køkkenet på Sallingsund Færgekro, var torsdag optaget af både at røre i gryderne og samtidig holde det store overblik over madlavningen i forsamlingshuset. Hun og hendes familie kom til Danmark 1. marts sidste år, efter krigen brød ud. Olena Krasiyk fik hurtigt et job, takket være en dansk familie, hun lærte at kende for 20 år siden, hvor hun var i Danmark for at arbejde.
Flere af de andre i køkkenet kom til Danmark for flere år siden, i de fleste tilfælde i forbindelse med at manden fik arbejde på en svinefarm. Parret Anastasia Hrabovska og Pavlo Sunhurov bor i en lejlighed på den gård ved Øster Assels, hvor Pavlo er ansat. De var begge mødt op for at hjælpe til, Anastasia med parrets 10 måneder gamle søn Daniel på armen.
Torsdag skulle rødbedesuppen og kåldolmerne gøres klar.
- Det er helt normalt at lave borsjtj, dagen inden den skal spises, for den smager bedst dagen efter. Man laver tit 15-20 liter ad gangen, så der er til en stor familie i flere dage, fortalte Pavlo Sunhurov, mens han havde travlt med at skrælle gulerødder.
Ukrainerne har planlagt, at der ved fællesspisningen skal vises nogle videoer fra Ukraine.
- Vi vil gerne vise, hvordan Ukraine ser ud og fortælle om landets historie, siger Anastasia Hrabovska. Hun er glad for, at årsdagen for invasionen markeres i landsbyen.
- Det skal være en påmindelse om, at der stadig er krig i Ukraine, siger hun.
Fredag eftermiddag, forud for fællesspisningen, vil der være åbent i kirken over for forsamlingshuset, hvor man kan gå ind og tænde et lys for Ukraine og for krigens mange ofre.