
Trodser underskud: Boligforening bygger nyt og renoverer
Selvom de stigende priser har kunnet mærkes i regnskabet for Nykøbing Mors Andelsboligforening, fortsætter selskabet med at bygge nyt og renovere de eksisterende lejemål på Mors
NYKØBING: Tre år med Corona og senest stigende energipriser og uro på finansmarkederne kan også mærkes hos Nykøbing Mors Andelsboligforening.
Foreningen kommer derfor ud med underskud i sit regnskab for 2022, som blev fremlagt på foreningens nylige generalforsamling i Nykøbing Hallen. Det oplyser boligforeningen i en pressemeddelelse.
Der er dog tale om beskedne tal, idet underskuddet beløber sig til 257.573 kr. mod budgetteret 25.000 kr. i overskud. Underskuddet overføres fra boligorganisationens arbejdskapital, som herefter udgør 2.275.218 kroner.
Eftersom underskuddet skyldes udefrakommende forhold, får det ikke foreningen til at ryste på hånden i forhold til planerne om etablering af nye og tidssvarende boliger på Fyrvej i Nykøbing Mors, ligesom man fortsætter renoveringen af foreningens lejemål på Mors.
Nybyggeri på vej i 2024
I 2018 indviede Nykøbing Mors Andelsboligforening den første nye afdeling i 20 år, da man tog boligerne i Klosterparken i Nykøbing Mors i brug.
I september 2021 og februar 2022 flyttede beboerne ind i det nye byggeri Præstbroparken i Øster Jølby, hvor lejemålene i lighed med Klosterparken i Nykøbing, blev revet væk.
Det har givet lyst til mere.
- Lige nu er vi så småt i gang med 12 boliger på Fyrvejen i Nykøbing. Det er et projekt, vi ser meget frem til. Efter sidste års generalforsamling var der ønsker om, at vi også skulle tilgodese enlige i forbindelse med vores byggeri, der var bekymringer for huslejeniveauet i nybyggerier, og der var rent faktisk nogle, der direkte stemte imod, fordi de ikke kunne se sig selv i et sådant byggeri, sagde formand Henrik René Christensen.
Betragtninger som bestyrelsen har taget med sig.
- Jeg håber, at vi, næste gang vi skal bede om et mandat til et nyt byggeri, kan indfri dele af de ønsker der var fremme. Dog mener jeg også, at vi som almennyttig boligforening har et ansvar for at kunne tilbyde en bred pallette af boliger indenfor vores portefølje: til unge og gamle, til enlige og samboende, mindre bo-enheder men også lidt større bo-enheder, lave huslejer men også huslejer i den lidt højere ende. Vi skal appellere bredt og alment, og vi skal sammen sikre, at der er boliger for alle, slog Henrik René Christensen fast.
Han håber, at projektet på Fyrvej godkendes i kommunen og at byggeriet kan sættes i gang til foråret 2024.
Fortsat turbo på renoveringer
Nykøbing Mors Andelsboligforening fortsætter med renovering af foreningens næsten 780 lejemål. Netop renovering, forbedring og optimering af lejemålene er særdeles omfattende og sker i et relativt højt tempo.
- Det betyder også, at vi som bestyrelse må prioritere, hvad vi sætter vores administration og rådgivere i gang med. Derfor har vi valgt en strategi, hvor vi vil koncentrere os om et nybyggeri ad gangen. Vi vil også styre udenom proces-tunge byggerier, som vil dræne os for kræfter. Der skal være plads til nyt, men det må ikke blive på bekostning af den boligmasse, vi har. En boligmasse, som også er forpligtet til hele tiden at leve op til moderne og tidssvarende behov for gode, sunde almene boliger. Derfor skal vi også tænke nyt, men med måde, slog Henrik René Christensen fast.
Henrik René Christensen blev på generalforsamlingen genvalgt som formand, mens Christian Nielsen, Keld Jensen Toft og John Gade Steffensen alle blev genvalgt til bestyrelsen. Svend Erik Pedersen og Asbjørn Eriksen blev valgt som suppleanter.