Trodsede sygdom og skader: Lokale Casper blev nummer fem til EM
THISTED: Mindre end to uger før han skulle deltage i EM i styrkeløft i Luxembourg, blev TVF’s landsholdsløfter, syg med feber og kraftig hoste. Dette var særligt uheldigt i forhold til forberedelserne til EM. Som om det ikke var modgang nok, er han også planlagt til at skulle opereres i det andet knæ tre uger efter EM.
Det er ikke de tunge vægte, han løfter i tonsvis hver uge, der har forårsaget skaden, men derimod det tunge arbejde som lastvognsmekaniker.
Der var på forhånd stor tvivl om, hvilken indvirkning sygdommen og skaden ville have på hans præstationer på podiet i Luxembourg. Med en konservativ og fornuftspræget gameplan gik han til opgaven i -120 kg klassen, hvor der var 13 deltagere.
I første disciplin, squat, hvor han er dansk rekordholder med 382,5 kg, blev der ikke taget chancer med det skrantende knæ. Han løftede en teknisk næsten perfekt serie på 345 kg, 360 kg og 372,5 kg. Desværre overbelastede han, som mange andre der squatter tungt har oplevet før, armene, der holder den tunge stang fast på skuldrene. Dette voldte ham problemer i næste disciplin, bænkpres, hvor han efter et udlæg på 255 kg ikke kunne afslutte det andet forsøg på 262,5 kg til strakte arme. Heldigvis lykkedes det i det tredje og sidste forsøg, og han blev registreret for 262,5 kg i disciplinen.
I den tredje og sidste disciplin, dødløft, som ofte har været hans akilleshæl, havde han i dag både styrke og overskud. Det resulterede i tre flotte godkendte forsøg på 275 kg, 290 kg og 310 kg i det sidste forsøg, som var ny personlig rekord. Trods de dårlige odds og tvivlen han drog fra Thisted med, nåede han en total på imponerende 945 kg, kun 7,5 kg fra hans egen danske totalrekord. Dette sikrede ham en femteplads i klassen, som blev vundet af ukraineren Danilo Kovalov foran franskmanden Sofiane Belkesir.
Næste opgave for den stærke lastvognsmekaniker bliver knæoperationen den 6. juni og derefter en lang genoptræning hen over sommeren og ind i efteråret.