Traneholm blev vindernavnet på ungdomsboliger
Rejsegilde og fremvisning af prøvelejlighed på Tranevej i Nykøbing
NYKØBING: Traneholm. Det skulle være til at sige, også til en taxachauffør, hvis en og anden undersvend eller ditto kvinde skulle få trang til at se dyner efter en bytur. Nu er det officielt, at Boligselskabet Nykøbing Mors' kommende campus med 57 ungdomsboliger får navnet Traneholm efter en udskrevet konkurrence, hvis resultat blev afsløret ved dagens rejsegilde.
- Vi fik hele 167 forslag på mail og Facebook. Vinderforslaget kommer fra Kirsten Risum Bjerrum, som har fundet på navnet Traneholm, som både hentyder til vejnavnet og til matrikelbetegnelsen Dueholm Mark. Beboelsen bliver en ø for de unge, sagde formanden for boligselskabet, Ansgar Nygaard.
- Før påske stod vi her en regnfuld forårsdag og tog første spadestik til et meget stort byggeri for Boligselskabet Nykøbing Mors. Vi har haft byggemøder hver måned, for vi var lidt urolige for, om byggeriet kunne nå at blive færdigt til tiden, som er til sommerferien 2023. Det bliver måske endda lidt før. Tak til de dygtige håndværkere og til Dansk Boligbyg, sagde Ansgar Nygaard.
Der har været en politisk styregruppe inde over projektet, idet Morsø Kommune er bygherre på nogle kontorfaciliteter, som skal udlejes til Sports College Mors. 1. viceborgmester Jesper Balle Kristensen (V) holdt tale, idet borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) var optaget af andre opgaver.
- Jeg vil på vegne af Morsø Kommune sige tak for alle de bidrag, som har gjort, at vi er nået så langt. Der er ting, som gør sådan et byggeri mere bøvlet i disse år. Blandt andet stigende materialepriser og mangel på hænder. Vi ser frem til resultatet. Hvem ved, måske er det på et tidspunkt ens egne børn, der flytter ind i et aktivt ungemiljø her på stedet, sagde Jesper Balle.