Billede beskrivelse

Total udsolgt: Øko-menuer revet væk til nytår

31. december 2025 kl. 06.02

KLITMØLLER: Der er fuld gang i køkkenet hos Good Food To Go på Ørhagevej i Klitmøller op til nytår.

For makkerparret Ben Edlund og Rikke Grønning har fået mange flere bestillinger på nytårsmenuen, end de kunne forestille sig.

- Vi er super glade for den opbakning, vi får. Der er meget arbejde i det, så det er super tilfredsstillende for os, og det giver en god motivation, siger Ben Edlund.

Billede beskrivelse

Planen var, der skulle 100 kuverter med den økologiske menu ud af huset til nytår. Men det tal nåede de hurtigt før fristens udløb for bestillinger, så de besluttede at sætte det tal lidt op.

- Da vi så nåede 120 kuverter før fristen, tænkte vi, at nu kunne vi ikke lave flere, og vi lavede en venteliste. Men efter vi kom i gang med arbejdet, kunne vi se, at vi havde mad nok til flere, og så er det endt med, at vi har solgt 129 kuverter.

- Det er en tiendedel af byens indbyggere, vi laver nytårsmenu til, hvis vi gør det op på den måde. Det synes vi er super sejt, siger Ben Edlund.

Det økologiske take away-spisested på Ørhagevej har eksisteret siden 2021, og det er tredje år i træk, at Ben Edlund og Rikke Grønning laver nytårsmenuer to go.

Billede beskrivelse

- Hvert år tænker vi, at vi skal gøre det mere simpelt og i færre mængder, men hvert år overgår vi os selv og bliver mere ambitiøse. I år har vi for eksempel lagt en mellemret ind, fortæller Ben Edlund.

Menuen i år indeholder blandt andet retter som de mundvandsfremkaldende jomfruhummer-bisque, beef wellington og gateau marcel.

Alt er hjemmelavet fra bunden og klar til servering eller at blive varmet først. Menuerne kommer med en udførlig vejledning, så det er meget svært at gøre noget forkert.

Billede beskrivelse

Ambitiøs behøver en nytårsmenu dog ikke være, ifølge Ben Edlund. Her kommer han med sin og Rikke Grønnings bud på en nytårsmenu, hvis man vil lade sig inspirere:

- Man kan tage ud til fjorden og fange nogle invasive østers. De smager rigtig godt med tabasco og citron, og så har man også hjulpet med at fange en invasiv art.

- Til hovedret foreslår vi, at man køber noget godt kød, som for eksempel lam fra Thy Lam, der laver fantastisk lammekød. Men hvis man er til fisk eller en grøn, vegetarisk ret, kan man også vælge det.

- Hertil kan man lave noget puré af blomkål og selleri, som det vi laver til vores menuer, og hvis man ikke orker sauce og fond, så kan man lave krydderurtesmør og bruge de grøntsager, som vi har nu.

- Til dessert kan man lave en chokolademousse. Det er forholdsvist nemt at lave, og til det kan man servere sin yndlings bærkompot og flødeskum.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste