Torsten Schack Pedersen genvalgt som folketingskandidat
Torsdag aften på Hotel Vildsund Strand blev Torsten Schack Pedersen genvalgt som folketingskandidat i Thisted-kredsen for Venstre. Det er syvende gang i træk, at Torsten Schack Pedersen er blevet valgt til folketingskandidat. Første gang var i i 2002, og ved de seks efterfølgende valg har Torsten Schack Pedersen alle gange opnået valg til Folketinget.
Det fortæller folketingskandidaten.
- Jeg er taknemmelig for den tillid, som Venstres medlemmer i Thy og på Mors igen har vist mig. Det er vigtigt som folketingskandidat og -medlem at have en stærk organisation i ryggen. Det har jeg med Venstre i Thisted-kredsen.
- I næste uge går folketingsarbejdet i gang igen. Med posten som politisk ordfører bliver der rigeligt at se til. Men for mig er det afgørende at fastholde en tæt kontakt med mit bagland og det område, som jeg har repræsenteret i Folketinget i snart 19 år.