Frederik Bjerre scorede seks gange på seks forsøg mod Ribe-Esbjerg.
Sport

Topscorer har fået sit gennembrud i Mors-Thy, men til sommer siger han alligevel farvel

Frederik Bjerre erkender, at det har været en svær beslutning at forlade Mors-Thy. Onsdag blev hans afløser præsenteret

17. november 2022 kl. 06:43

NYKØBING: I sommer kom Frederik Bjerre hjem til Mors-Thy Håndbold efter et lejeophold i Ajax København for at blive førstevalg på venstrefløj efter Bjarke Christensens skifte til KIF Kolding.

Den chance har den unge venstre fløj omgående grebet. Da Mors-Thy Håndbold onsdag aften vandt 33-25 over Ribe Esbjerg, scorede Frederik Bjerre seks gange på seks forsøg og forstærkede sin position som Mors-Thys topscorer så langt i denne sæson.

- Det er skønt at bidrage. De andre er rigtig gode til at søge mig ude på fløjen, og så handler det jo egentlig bare om at putte boldene ind, siger Frederik Bjerre.

Trods status som sikkert førstevalg siger han dog alligevel snart farvel til Mors-Thy Håndbold. Til sommer går turen til TTH Holstebro, og onsdag aften præsenterede Mors-Thy så Frederik Bjerres afløser i form af thyboen Henrik Tilsted, der til sommer vender tilbage fra Bjerringbro-Silkeborg.

- Det har været en rigtig svær beslutning, for jeg er glad for at være i Mors-Thy, men jeg ser det også som en kæmpe mulighed at komme til TTH. Det glæder jeg mig til, men lige nu er fokus på at slutte godt af i Mors-Thy, siger Frederik Bjerre, der for godt fire år siden rykkede til Mors for at gå på Mors-Thy Håndbolds akademi.

- Det betyder rigtig meget for mig, at jeg får sat et godt punktum her. Det er den her klub, der har givet mig chancen som seniorspiller, og jeg havde også nogle gode år som ungdomsspiller her, siger Frederik Bjerre.

Et godt punktum vil være at spille Mors-Thy Håndbold i slutspillet. Med onsdagens sejr over Ribe-Esbjerg blev en stime på fire nederlag i træk stoppet, og der er nu fem point op til Frederik Bjerres kommende klub på den ottendeplads, der som den sidste giver adgang til slutspillet.

Mors-Thy-træner Niels Agesen og hans spillere kunne glæde sig over en meget vigtig sejr over Ribe-Esbjerg.

- Nu har vi haft en stime af nederlag, men den her sejr luner rigtig meget og kan forhåbentlig hjælpe os til at kigge opad igen. Det var en rigtig god holdpræstation, hvor vi fik koblet en god defensiv og offensiv sammen. I de tidligere kampe har det været enten eller, så at vi kunne sætte det sammen på den måde vil give os rigtig meget selvtillid, siger Frederik Bjerre.

Næste opgave for Mors-Thy Håndbold er på lørdag mod Henrik Tilsted og Bjerringbro-Silkeborg.

Se også
Se billederne: Mors-Thy kørte vestjyder over og fik stoppet sejrstørken
Annonceret indhold

Nyeste