Billede beskrivelse

To teaterforestillinger for børn i vintermørket

11. januar 2024 kl. 12.39

Den mørke tid kalder på ekstra hygge. Limfjordsteatret er klar med to forestillinger for børn og deres voksne henholdsvis på Mors og i Thy kombineret med ekstra hygge før og efter.

Det fortæller Limfjordsteatret. 

Billede beskrivelse

Lørdag den 27. januar kl. 14.00 kan områdets børnefamilier opleve en herlig og hæsblæsende komedie med en historie hentet fra den virkelige verden. ”Prinsesse Caraboo” er målrettet de 7-11-årige og handler om den fattige skomagerdatter Mary Wilcocks, som i starten af 1800-tallet tog fusen på det halve England, da hun udgav sig for at være en eksotisk, skibbruden prinsesse.

Historien bliver fortalt i et energisk og humoristisk sprog af to skuespillere fra Frøken Fracasos Kompagni og spiller i teaterhuset på Limfjordsvej i Nykøbing. 

Billede beskrivelse

Lørdag den 3. februar kl. 14.00 kan de lidt yngre fra 3-8 år og deres voksne opleve den underfundig forestilling ”Om lidt er alting nu”, der handler om nuet og de vigtigste øjeblikke. En poetisk fortælling med udgangspunkt i lyset og glæden ved at besøge bedsteforældre, som for børnene vil være stemningsfyldte øjebliksbilleder, og for de voksne vil kalde på minder og erindringer.

Billede beskrivelse

Forestillingen er skabt af to Reumert-vindende teatre, Teater My og Teater Refleksion, som har betaget børn og voksne rundt omkring i verden. Den vises på Limfjordsteatret på Frederiksgade i Thisted.

Begge teaterhuse er åbne både før og efter selve forestillingerne, hvor man kan sidde og hygge i caféerne med tegnesager eller slænge sig på puder og tæpper og læse en god historie. Caféerne har også ekstra børnevenlige ting på menuen. 

På teatrets hjemmeside kan man læse mere og bestille billetter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste