Under et besøg i hundeskoven blev Bella overfaldet og bidt så voldsomt, at hun måtte aflives - som konsekvens traf politiet efterfølgende afgørelse om at aflive de to hunde, der stod bag overfaldet.
Livet her

To store hunde skambed Bella: Nu er sagen afsluttet

Under et besøg i hundeskoven bed to store hunde den dansk-svenske gårdhund Bella så voldsomt, at hun måtte aflives - nu er sagen afsluttet

23. november 2022 kl. 19:05

HANSTHOLM: De to store hunde, der overfaldt og skambed hunden Bella under et besøg i hundeskoven i Hanstholm i slutningen af august, er nu blevet aflivet.

Det oplyser politiassistent Rene Carlsen fra lokalpolitiet i Thisted.

De to hunde blev afhentet hos deres ejer 18. oktober og blev indlogeret på en hundepension, mens politiets jurister arbejdede for at få de sidste juridiske detaljer på plads, fortæller Rene Carlsen.

- Man afventede, at høringsperioden udløb, hvorefter hundene blev aflivet uden større dramatik. Det er nu godt 10-14 dage siden, tilføjer politiassistenten.

Den 11-årige dansk-svenske gårdhund Bella blev ifølge et øjenvidne angrebet bagfra, da hun var i hundeskoven med sin ejer. Samme vidne kunne fortælle, hvordan de to hunde "havde fat i Bella i hver sin ende og ruskede hende som et tøjdyr".

Bella blev så voldsomt skambidt ved overfaldet, at dyrlægen efter flere operationer til sidst måtte aflive den lille hund.

Siden overfaldet på Bella i slutningen af august var de to store hunde involveret i endnu en bidepisode 21. september i et villakvarter i Hanstholm. Her var den lille blandingshund Huxi brudt ud af sin families have og var truffet på de to hunde, hvilket resulterede i hundeslagsmål.

Huxi pådrog sig i den forbindelse bidskader, der var så grelle, at det ville kræve en amputation af det ene bagben, hvorfor Huxis ejere valgte at få hunden aflivet.

I Hundelovens §6 stk. 5 fremgår det, at "hvis en hund ved et overfald eller ved anden uacceptabel og farlig adfærd har bidt et menneske eller en anden hund, og hvis biddet kan betegnes som skambid, skal politidirektøren lade hunden aflive.".

Se også
Lille hund død efter hundeslagsmål i hundeskov
Se også
To bidsager på tre uger: Huxi og Bella er døde efter møde med de samme to hunde
Se også
Efter alvorlige bidskader: Politiet har nu hentet to store hunde
Annonceret indhold

Nyeste