Billede beskrivelse

To stoppet på 10 minutter: Kørte bil trods frakendt kørekort

To mænd i hver deres bil blev natten til tirsdag fanget i at køre bil i frakendelsestiden

11. juli 2023 kl. 09.11

BEDSTED/SNEDSTED: Natten til tirsdag stoppede politiets patruljer to bilister, der havde sat sig bag rattet, til trods for, at de begge havde fået frakendt kørekortet.

Kl. 00.10 var det en bil på Rishøjvej ved Bedsted, der fangede betjentenes opmærksomed. Bag rattet sad en 61-årig mand, som ved en tidligere lejlighed havde fået inddraget sit kørekort. Han fik sig derfor en sigtelse for at køre bil i frakendelsestiden.

10 minutter senere, kl. 00.20, standsede patruljen et andet køretøj ved Snedsted.

Her var det en 28-årig lokal mand, der sad bag rattet. Også han havde fået frakendt kørekortet, og derfor fik han en sigtelse for det forhold.

Der var yderligere mistanke om, at den 28-årige kunne være påvirket af narkotika, hvorfor han blev anholdt og taget med til udtagning af blodprøve.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste