To BMW'er plyndret: Målrettet tyv fik flere koster med sig
Politiet formoder, at de to tyverier er udført af de samme gerningsmænd
NYKØBING: Tirsdag indgik to anmeldelser om tyveri fra personbil hos lokalpolitiet i Thisted.
I begge tilfælde er tyvene gået efter BMW'er, og ifølge politiet er der en vis sandsynlighed for, at tyverierne er udført af de samme personer.
Første anmeldelse kom kl. 09:06 tirsdag morgen. Fra en BMW parkeret på Kløvermarken i Nykøbing havde ukendte gerningsmænd stjålet et integreret frontpanel, oplyser Henrik Skriver Jensen, politikommissær hos Thisted Politi.
Tyveriet var sket i tidsrummet mellem mandag eftermiddag til tirsdag morgen.
Kl. 14:08 kom endnu en anmeldelse, denne gang fra Fjordvej i Nykøbing.
Denne gang var en elektronisk gearstang samt manøvreknap forsvundet fra en parkeret BMW. Gerningstidspunktet var i dette tilfælde fra midnat natten til tirsdag frem til tirsdag morgen kl. 08.