To bilister stoppet med for høj promille
I løbet af weekenden har politiet stoppet to spritbilister på vejene i Thy
THY: To mandlige bilister er i løbet af den forgangne weekend blevet stoppet af politiet, efter de satte sig bag rattet med for høj promille.
Det oplyser lokalpolitiet i Thisted.
Først var det en 31-årig mand, som fredag eftermiddag omkring kl. 17 blev stoppet på Gl. Refsvej i Hurup. Manden blev sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af blodprøve.
Noget senere, lige efter kl. 02 natten til lørdag, blev en bilist stoppet på Hawblink i Vorupør. Her sad en 30-årig mand bag rattet, der viste sig at have en noget forhøjet promille, hvilket kostede ham en sigtelse og en blodprøve.
I begge tilfælde er det nu blodprøven, der skal fastslå, hvor stor promille, de to bilister har haft, da de blev stoppet af politiet.