Billede beskrivelse

Tjelle Vejrup skyder turné i gang på Hanstholm Madbar

3. maj har Tjelle Vejrup premiere på sit nye onemanshow "Aase", når han gæster Hanstholm Madbar

24. april 2023 kl. 10.00

THY-MORS: Tjelle Vejrup tilbragte mange af barndommens sommerferier med sine bedsteforældre i Sejerslev.

- Feggesund Færgekro er nok den restaurant, som jeg har spist mest på i mit liv. Vi fik selvfølgelig ål, og så kan jeg huske, at der stod en kæmpe Madam Blå-kaffekande ovre i hjørnet og boblede, fortæller den østjyske komiker, der tilbragte mange af barndommens ferier på Limfjordsøen.

3. maj vender Tjelle Vejrup tilbage til det nordvestjyske, når han skyder sin danmarksturné i gang på Hanstholm Madbar. Og selvom hans viden om Thy er noget mere begrænset, så er lokalkendskabet hos østjyden stort nok til at have fanget de evige kærlige drillerier, der verserer mellem de to nabokommuner.

- Jeg er godt nok blevet rådet til, når jeg nu skal optræde i Thy og har familie på Mors, at: "Det skal du ikke sige". Men jeg har lært, at når man optræder i Thy eller på Mors, så kan man bryde isen ved lige at lave lidt grin med den anden. Det giver point, siger han.

Tjelle Vejrup er uddannet journalist og har optrådt som komiker siden 2008. På TV har han været en del af underholdningsprogrammer som "Versus", "Live Fra Bremen" og "Bingo Banko". Hans nye onemanshow bærer titlen "Aase".

- Aase er faktisk mig. Det er den ene halvdel af mit efternavn, sammen med Vejrup, så det er vel egentlig mit mellemnavn. Jeg aner ikke, hvorfor vi hedder det, men det er det samme for min bror og min far, siger han.

Oplevelsen af at være en mand, der hedder Aase, går fint i tråd med de emner, Tjelle Vejrup tager op i sit nye show.

- Showet handler om det at bokse lidt med sin selvforståelse som mand. Jeg har det her mellemnavn, og jeg er ikke en stor og stærk mand, så det har været med til at skabe en del tvivl i mig om: "Gør jeg det rigtige? Er der noget galt med mig?".

Tjelle Vejrups nye onemanshow "Aase" får sin ilddåb 3. maj på Hanstholm Madbar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste