Timm Vladimir i spidsen for skaldyrsfest
NYKØBING: Timm Vladimir fra Den store bagedyst på DRTV og DR1 vil lørdag lede publikum gennem Østers- og Muslingepremieren i Arenaen i Nykøbing Mors.
- Vi er stolte over at have Timm Vladimir som konferencier i år. Hans passion for mad og underholdning passer perfekt til vores arrangement, hvor han er konferencier sammen med vores egen Kim Thygesen, siger Thomas Riis, præsident for Kokkeforeningen Danmark.
Lørdag d. 12. oktober starter med landing af østers kl. 11 på havnen i Nykøbing Mors, hvorefter festlighederne fortsætter i Arenaen med Limfjordslunch for gæster med billet. Også publikum uden billet kan overvære de nervepirrende forrunder i den traditionsrige konkurrence DM i Champagnesabling og Østersåbning i Arenaen. Aftenens vinder af finalen i Østersåbning kvalificerer sig til at repræsentere Danmark ved VM i Galway, Irland.
Der vil også være rig mulighed for at købe tastings med østers og muslinger fra Limfjorden tilberedt af nogle af de bedste kokke: Lukas Grøntved fra Junior Kokkelandsholdet, Mads Andre Hansen fra Restaurant Bryggen, Emil Sundstrøm og Mikkel Lund Jensen fra Hotel Thinggaard, Benjamin Hylleberg fra Restaurant Rod, Søren Olsen fra NorSoe Food, Bob Trinkjær og Figo fra Café LÆ og Porto samt Jesper Voss, kendt som Oyster King.
Østers- og Muslingepremieren byder på de bedste skaldyr fra Limfjorden, men det er ikke nødvendigt at købe billet for at være med til at fejre landingen af sæsonens første østers og muslinger. Mindre kan også gøre det. Kom forbi lørdag, mærk atmosfæren og gå på opdagelse i Limfjordens stakammer. Måske fristes man til at smage en enkelt tasting eller blot nyde synet af de dygtige deltagere, der konkurrerer i de forskellige discipliner. Østers- og Muslingepremieren er for alle – uanset om du er gourmetentusiast eller interesseret besøgende.
- Østers- og Muslingepremieren er en unik mulighed for at opleve det bedste fra Limfjorden. Vi glæder os til at byde både lokale og besøgende velkommen til en dag fyldt med smagsoplevelser og festligheder, siger Hans Ejner Bertelsen, borgmester og formand for Foreningen Danmarks Skaldyrshovedstad.
Lørdag aften står på Langbordsmiddag med skaldyr for gæster med billet. Middagen med skaldyr er tilberedt af Rasmus Overgaard Kardyb fra Restaurant Limfjordens Hus. Gæster uden billet er velkomne til et brag af en finale i DM i Champagnesabling og DM i Østersåbning. I løbet af aftenen er der livemusik ved den lokale duo Dahlgaard-Dahlgaard, der også giver koncert efter præmieoverrækkelsen til danmarksmestrene.
Til Østers- og Muslingepremieren har en række af byens restauranter, bryggeri mm. særlige arrangementer. En særlig oplevelse venter dem, der deltager i Østerssafari. Her kan man komme i nærkontakt med friske østers og få gode råd om tilberedning samt den nyeste viden om dyrelivet i Limfjorden.