Billede beskrivelse

Tidsrejse på 100 år: Nu møder Finn Have Jens Søndergaard

To landskabsmalere, der begge er født på Mors, har med 100 års mellemrum fundet motiver i Thy. Nu mødes deres værker fra 3. juni på Heltborg Museum 

28. maj 2023 kl. 12.00
Opdateret 31. maj 2023 kl. 17.54

HELTBORG: I begyndelsen af 1900-tallet malede Jens Søndergaard det kuperede landskab omkring sin hjemstavn i Hurup. Han blev bemærket for sin måde at fortolke landskabet på, og i dag er Søndergaard stadig en vægtig spiller på den nationale kunstscene

100 år senere bevæger en anden kunstner, Finn Have, sig rundt i Thy for at male, med landskaber omkring fjorden og havet som nogle af de foretrukne motiver.

Fra lørdag 3. juni kan værker af begge kunstnere opleves på Heltborg Museum i udstillingen "Landskabet mod Nordvest", hvor et stort antal nye malerier af Finn Have møder nogle af Søndergaards værker fra museets permanente samling.

Ligesom Jens Søndergaard er Finn Have født på Mors - Jens Søndergaard i Øster Assels, hvor Finn Haves familie også stammer fra. Søndergaard var dog kun fem år, da han med sin familie flyttede til Hurup.

Finn Have er også flyttet fra øen og bor og arbejder i dag i Odder. Han har dog også både sommerhus og atelier i Jørsby på Mors. 

De seneste par år har han helliget sig et projekt, hvor han har opsøgt forskellige lokaliteter fra Bulbjerg i nord over Bøgsted Rende til Agger i syd og fra Vilsund i øst til Stenbjerg i vest. Her har han siddet ude på stedet og malet i al slags vejr, ligesom han med støtte fra Region Nordjylland og Nationalpark Thys Venner har indbudt alle til at deltage i processen og ”male med”.

Finn Haves udstilling på Heltborg Museum viser netop mange af de værker, som er skabt i forbindelse med projektet. "Landskabet mod Nordvest" er også titlen på en bog, som udgives i forbindelse med udstillingen og med gengivelse af mange af de værker, som kan ses på museet.

I løbet af sommeren vil Finn Have indbyde publikum til at deltage i workshops ude i landskabet omkring Heltborg Museum. Så kan man slå sig ned sammen med ham og studere landskabet og selv male sit eget værk af det samme motiv, ligesom Jens Søndergaard og Finn Have deler samme motiv.

De to kunstnere har dog tydelige forskelle i deres udtryk, og hvor Jens Søndergaard malede store panoramaer, har Finn Have ofte fokus på detaljer i det nære miljø. 

- Der er dog en karakteristisk fællesnævner, nemlig beherskelsen af farver. Begge malere forstår at tvinge ”kraften” ud af palettens farver, så farven sætter dagsordenen, fortæller Jytte Nielsen, museumsleder på Museum Thy. 

"Landskabet mod Nordvest" kan ses på Heltborg Museum indtil 3. september.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste