Billede beskrivelse

Tidligere elever skal hjælpe de nye

28. februar 2026 kl. 06.02

NYKØBING MORS: Matilde Junker Pedersen, Malene Mortensen og Silja Haaning Kjeldgaard har fået en særlig rolle på Morsø Gymnasium.

På Morsø Gymnasium kan man nu være både 1.g, 2.g, 3.g – og 4.g eller 5.g. 

De to sidste betegnelser dækker ikke over klassetrin, men over en særlig medarbejderrolle, hvor tidligere elever i sabbatår bliver på skolen som studentermedhjælpere.

- Det er noget unikt, vi har fået op at køre her på Morsø Gymnasium. Jeg kender ikke til andre gymnasier, som har det. Og jeg kan mærke på både vores elever og deres forældre, at studentermedhjælperne betyder meget på vores skole, fortæller rektor Ann Balleby.

Hvert år ansætter gymnasiet en eller to nyudklækkede studenter, som i deres sabbatår fungerer som en ekstra ressource i hverdagen. 

De deltager i matematikundervisningen som en ekstra hånd, hjælper ved kemiforsøg, tilbyder lektiehjælp til både ambitiøse elever og dem, der har brug for ekstra støtte, og står for en stor del af skolens sociale medier. 

Derudover er de til stede i Bibliotekscaféen, hvor de skaber et uformelt rum for faglig sparring og samtale.

Et bindeled mellem elever og lærere

Et hovedkriterium for ansættelse er stærke faglige kompetencer – særligt i matematik – kombineret med sociale evner og lysten til at tage ansvar.

Rollen er særlig, fordi studentermedhjælperne befinder sig midt imellem elever og lærere.

Billede beskrivelse

- Som studentermedhjælper fungerer vi som et bindeled mellem elever og undervisere. Arbejdet har udviklet mig både personligt og fagligt – jeg er blevet bedre til at formidle, være tålmodig og tage ansvar, fortæller 5.g’er Matilde Junker Pedersen, der til sommer starter på kemiteknologi.

Silja Haaning Kjeldgaard (4.g) oplever, at nærheden gør en forskel:

- Det betyder meget for eleverne, at vi møder dem i øjenhøjde. Det skaber en tryg stemning omkring lektiehjælpen, hvor de tør stille spørgsmål – uanset deres faglige niveau.

Et attraktivt sabbatårsjob

Stillingen bliver slået op blandt 3.g’erne eller besat efter opfordring fra skolen. Ifølge de nuværende studentermedhjælpere er jobbet både attraktivt og udviklende.

- Det er et meget attraktivt sabbatårsjob. Jeg vil vædde på, at nogle i 2.g allerede overvejer det, siger Matilde Junker Pedersen med et smil.

Også Malene Mortensen (4.g) ser jobbet som en mulighed for at give noget tilbage:

- Jeg havde tre meget givende år på gymnasiet – både fagligt og socialt. At vende tilbage som studentermedhjælper giver mig mulighed for at dele min viden og erfaring, samtidig med at jeg styrker mine egne kompetencer.

For de unge medarbejdere fungerer jobbet samtidig som et springbræt til videre studier. 

De holder sig fagligt i gang og får et nyt perspektiv på undervisning og læring – en indsigt, de forventer at få gavn af, når de selv starter på en videregående uddannelse.

Den største oplevelse: Når det lykkes

Den største tilfredsstillelse i jobbet opstår, når en elev oplever et fagligt gennembrud.

- Forleden sad jeg med en virkelig dygtig elev, som gerne ville videre i et matematikstykke. Jeg foreslog, at han tegnede matematikken grafisk – og så kom han endnu videre, fortæller Malene Mortensen.

Men det stærkeste øjeblik er, når en elev, der kæmper, pludselig forstår opgaven og kan arbejde selvstændigt videre.

Til næste skoleår overtager Niels Erik Østergaard Nielsen rollen som 4.g’er. Han ser frem til at give noget tilbage:

- Jeg har selv haft stor gavn af lektiehjælpen. Det bliver fedt at kunne hjælpe elever med nogle af de udfordringer, jeg måske selv har stået i.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste