Billede beskrivelse

Thy Rock større end nogensinde: - Vi kan være stolte

En glad festivalformand kan se tilbage på et Thy Rock, der satte rekord på antallet af gæster

25. juni 2023 kl. 09.00
Opdateret 26. juni 2023 kl. 11.09

THISTED: Et sted mellem 11.000 og 11.500 gæster besøgte i løbet af fredagen og lørdagen Dyrskuepladsen i Thisted, og dermed blev Thy Rock 2023 den største nogensinde.

Nordjyske fangede festivalformand Hans Peter "HP" Jarl Madsen, få timer inden det hele var slut for i år, til en kort status på to dages afvikling.

- Der har været flere gæster lørdag end fredag, det havde jeg ikke forestillet mig, men vi har altså været på den gode side af 11.000. Det er helt vildt, og vi er ved at være helt deroppe nu, hvor det ringer, siger HP og fortsætter:

- Vi har kørt på den høje klinge i år, og vi var spændt på, om det kunne bære, for vi havde sat overliggeren højt. Vi har været heldige med vejret, haft et fedt musikprogram med de tre største kunstnere, der er i Danmark lige nu, og en afvikling, der bare er gået som smurt.

- Vi tog en chance og investerede i noget dyrt musik, og det har båret frugt. Det kan vi se, for ellers havde vi ikke haft over 11.000 gæster. Men nu skal vi også huske at holde begge ben på jorden, tilføjer han.

Der var ellers pres på, da Thy Rocks faste scenemanager på Store Scene Tarek Nielsen måtte behandles for akut blindtarmsbetændelse torsdag aften inden festivalen. Men med hjælp fra Kennet Bøgehøj fra Spillestedet Thy samt fra Nibe Festival, klappede det hele alligevel.

Selvom det køligere vejr fredag lagde lidt en dæmper på salget i barene, så kunne appelsin-baren lørdag aften melde udsolgt, til trods for, at der var indkøbt halvandet tons ekstra appelsiner lørdag morgen, så mængden løb op på mellem 12-13 tons.

Det giver forhåbentlig en god slat penge til foreningerne, der kan dele overskuddet fra årets festival, men præcis, hvor stor den pose penge bliver, står først klart noget senere.

- Jeg er stolt, og det synes jeg også, Thy Rock kan være. Det, der er blevet præsteret, det er på et højt niveau. Tusind tak til de frivillige, vi har ikke ord for deres indsats. Søndag starter vi med oprydningen, og så ser vi, hvor længe, det kommer til at vare, siger han.

Billede beskrivelse
Se også
Tak for i år: Se de bedste skud fra lørdagens Thy Rock-brag
Se også
Sikke en fest: Se alle billederne og bliv klar til dag to
Se også
Fuld fart på festen: Se alle de fede billeder fra Thy Rock
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste