Ulla V.: Jeg er møg ked af at skulle stoppe
Venstre og Konservative havde sat rammerne, mener Thisteds afgående borgmester
THISTED: - Jeg er møg ked af at skulle stoppe. Jeg synes virkelig vi har fået sat gang i vores kommune med vækst og udvikling, og det arbejde er jeg da træt af ikke at kunne fortsætte.
Ulla Vestergaard, afgående socialdemokratisk borgmester i Thisted Kommune, lægger ikke skjul på sin ærgrelse over nattens begivenheder, hvor hun og Socialdemokratiet endte med at stå helt uden for konstitueringsaftalen mellem de blå partier i den nye kommunalbestyrelse.
Det på trods af, at Ulla Vestergaard fik et rigtig godt valg med med flere personlige stemmer end de to borgerlige borgmesterkandidater tilsammen.
Ulla Vestergaard var i løbet af natten inde og snakke med Niels Jørgen Pedersen (V) og Jens Kr. Yde (K), som med støtte fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige bliver henholdsvis ny borgmester og viceborgmester.
Men hun understreger, at de borgerlige partier ikke på forhånd havde inviteret Socialdemokratiet til at blive en del af konstitueringen.
Ville I have accepteret en aftale uden dig som borgmester, hvis de havde kaldt på dig fra starten?
- Det kan jeg ikke udtale mig om. Det er umuligt at vide. De havde sat rammerne på forhånd, og så kunne vi kigge ind i resten, siger Ulla Vestergaard.
På den baggrund mener hun ikke, at Socialdemokratiet ville "få nok ud af" de stemmer, som partiet havde fået. Efter samråd med andre i gruppen valgte hun derfor at stå uden for konstitueringsaftalen, og derfor bliver der næppe bliver nogen formandsposter i de tunge politiske udvalg socialdemokraterne.
Hvad hun i den kommende periode gerne vil arbejde med som menigt kommunalbestyrelsesmedlem, det har Ulla Vestergaard endnu ikke taget stilling til. Men hun vil vende tilbage til det job i København som undervisningskonsulent i fagforbundet FOA, som hun har haft orlov fra de seneste fire år.