Billede beskrivelse

Thyhallens Svømmecenter får livreddertårn

Thisted er med til at afprøve et indendørs tårn med udstyr fra TrygFonden

15. december 2021 kl. 13.10

THISTED: I Thyhallens Svømmecenter er man klar til at byde alle badelystne indenfor til et nyt indendørs livreddertårn. Det er en gave fra TrygFonden.

Livreddertårnet er fyldt med sjovt og spændende udstyr som redningskranse, rescue boards, bjærgedukker, redningsveste og -torpedoer, som skal inspirere til at prøve kræfter med livredning.

Det nye livreddertårn i svømmehallen er en mindre udgave af TrygFondens populære rød-hvide livreddertårn, som vi kender fra strandene. Tårnet i svømmehallen er dog ikke forbeholdt professionelle livreddere – tværtimod. Livreddertårnet skal inspirere til at lege med og udforske livredning, og alle hallens brugere og medlemmer kan prøve livredderdiscipliner som at kaste en redningskrans, balancere på et rescue board og bjærge en dukke.

Billede beskrivelse

Kultur omkring livredning

- Livredning er en sjov og meningsfuld aktivitet, hvor man kan lære at redde sig selv og andre, og det er vigtigt, når vi bor i et land omgivet af vand. I TrygFonden arbejder vi for at opbygge og udbrede en livredningskultur i Danmark, hvor endnu flere lærer livredning. Vi har i de seneste år oplevet en stigende interesse for livredning, bl.a. på strandene om sommeren, og derfor har vi testet interessen for livreddertårne i udvalgte svømmehaller rundt om i Danmark. Testen viste, at badegæster i alle aldre var vilde med at prøve kræfter med livredning i svømmehallernes trygge omgivelser, og derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde et livreddertårn i Thyhallens Svømmecenter, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

I løbet af de kommende år skal livreddertårnet udbredes til i alt 45 svømmehaller i hele landet.

- Livreddertårnet skal gøre det sjovt for alle at blive god til livredning, og vi håber, at det spændende udstyr og de forskellige øvelsesforslag, man kan finde ved tårnet, kan vække stor interesse og begejstring for livredning både blandt svømmeklubbens medlemmer og de besøgende i svømmehallen. Livredning kan dyrkes af alle, og det er en vigtig færdighed at kunne redde sig selv og andre, siger Andreas Mølholm, Respekt for Vand-konsulent i TrygFonden Kystlivredning.

Træning til hav og fjord

I svømmehallen glæder de sig over at kunne tilbyde nye, sjove og lærerige vandaktiviteter.

- Vi har set frem til at åbne livreddertårnet, for vi tror på, at vi med læring gennem leg kan fange interessen for livredning for en stor gruppe af hallens brugere. Vi håber, at der er mange, som vil være nysgerrige på at prøve og benytte livreddertårnets professionelle udstyr i svømmehallen, hvor de blandt andet kan øve sig i at padle, dykke og bjærge, siger Tina Josefsen, koordinator i Thyhallens Svømmecenter. Hun tilføjer:

- På næsten alle sider af Thisted Kommune finder vi fjord og hav, og vi synes derfor, at det er vigtigt at kunne tilbyde vores gæster et sikkert sted at få kendskab til livredning under sikre forhold og opsyn af uddannet personale. Kendskab til livredning og livreddertårnet vil skabe tryghed for vores gæster, så de kan være med til at redde sig selv og andre, også når de færdes langs fjorden og kysten som ved Cold Hawaii i Klitmøller.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste