Svend Heiselberg har fået sin plads
Det tidligere medlem af ”den jyske trafikmafia”hædret med sin egen plads i Hanstholm
HANSTHOLM: At få opkaldt en plads efter sig er de færreste forundt. Og endnu færre har mulighed for selv at være med ved navngivningen, fordi det normalt kun er afdøde, der tildeles sådan en ære.
Men 86-årige Svend Heiselberg var i høj grad til stede, da Hanstholm Havn torsdag eftermiddag hædrede den tidligere fisker, fiskeriforeningsformand, virksomhedsejer, politiker og meget mere med afsløringen af, at Svend Heiselbergs Plads nu er navnet på en plads ved Kai Lindbergs Gade.
Og sammen med borgmester Ulla Vestergaard fik Svend Heiselberg selv lov til at trække det stykke stof af, som havde dækket navneskiltet. Det skete efter at den socialdemokratiske borgmester havde hyldet venstremanden Heiselberg for hans mere end 50 år lange indsats i politik.
”Heiselbergs Boulevard”
Ikke mindst blev han kendt som medlem af ”den jyske trafikmafia”, der i mange år kæmpede for, at det vestlige Danmark skulle tilgodeses med nogle af millionerne til infrastruktur. Og med et glimt i øjet gjorde borgmesteren opmærksom på, at det måske nok er første gang Svend Heiselberg har fået en plads opkaldt efter sig. Men faktisk bærer en vejstrækning i Thy allerede hans navn - nemlig omfartsvejen omkring Nors, der i folkeviddet er kendt som ”Heiselbergs Boulevard”.
I sin takketale delte Svend Heiselberg i øvrigt æren med sin hustru Betty. For da folk fra Hanstholm i 1967 opfordrede den unge fisker fra Agger til at rykke teltpælene til Hanstholm, tøvede hun ikke med at sige ja - selv om familien havde etableret sig med eget hus og det hele.
Og mere end fem årtier senere var det også Betty, som overbeviste ham, da der en dag kom en mail ind fra havnedirektøren i Hanstholm.
- Jeg blev meget, meget overrasket over, at havnebestyrelsen havde besluttet at opkalde en plads efter mig. Det vidste jeg ikke lige, om jeg ville tage imod. Men så sagde min kone: Skriv omgående tilbage og sig tak. Det er en stor ære.