Stor arenakoncert kræver mange hænder: 85 frivillige knokler, så gæster kan nyde showet
Bjarne Bloch er én af de frivillige, der har sat sin lørdag aften af for at skabe en god koncertoplevelse for gæsterne i Nykøbing
NYKØBING: Det kræver mange hænder at stable en arenakoncert på benene. Aftenens Jonah Blacksmith koncert, der forventes at trække omkring 2000 publikummer, er ingen undtagelse.
Én af de frivillige, der har sat sin lørdag aften af for at skabe en god koncertoplevelse for publikummerne i Sparekassen Thy Arena Mors, er Bjarne Bloch. Han er sikkerheds- og pladsansvarlig på Thy Rock, der også er arrangør af aftenens arenakoncert.
- Det er fantastisk at komme i gang igen. Det er lidt ligesom cirkushestene, der kan dufte savsmuld, siger han.
Hans motivation for at bruge sin lørdag aften i frivillighedens tegn er den oplevelse, publikum får med sig hjem:
- Det er skønt at få lov til at være med til at gøre nogle mennesker glade. Én af de ting, jeg holder mest af ved Thy Rock, er at stå oppe bag scenen og se, at det hele bare spiller, siger Bjarne Bloch.
Koncerten i Nykøbing i aften er tredje forsøg på at gennemføre arrangementet. Der skulle have været to koncerter i Thisted, men de måtte først udskydes og siden aflyses, og arrangementet flyttet til Nykøbing. Bjarne Bloch har dog taget det med ro:
- Det har selvfølgelig været træls, når man flere gange har troet, at det kunne lade sig gøre, og det så ikke blev til noget. Men vi må jo forholde os til de restriktioner, der er, og så må vi agere derefter, siger han og tilføjer:
- Men det er skønt, at det nu endelig kan lade sig gøre. Vi kan jo risikere, at der i løbet af vinteren kan ske noget igen, sådan som smittetallene har set ud på det seneste.