Stjernekokke skal undervise gastrointeresserede i lækker madlavning med lokale råvarer
I 2022 kaster kendte kokke Michelin-stjernestøv over regionalt madnetværk
THY-MORS: I 2022 inviterer foreningen Regional Madkultur Thy-Mors seks forskellige stjernekokke til at inspirere og dygtiggøre lokale kokke og gastrointeresserede thy- og morsingboer – med fokus på lokale råvarer. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Det første kursus bliver med kokken Nicolas Min Jørgensen fra Agger Darling. Han skal holde en to timers masterclass for kokke i Thy og på Mors, hvor de får vist nye teknikker og demonstreret muligheder for brug af forskellige råvarer.
Derudover står han også for et fire timers kursus for gastrointeresserede borgere, hvor man får inspiration og ideer og selv er med til at lave maden.
Stjernekokken skal selv have gummistøvlerne på og inviteres på besøg hos to lokale producenter, hvor håbet er at skabe en ny og udviklende dialog mellem kok og producent. På det første kursus er det Thy Lam og Vibens Fryd, som byder ind til besøg.
Temaet for de første kurser er "Lokale proteiner i en grønnere hverdag". Fokus vil være på lokale grøntsager i sæson, bæredygtige retter, alternative proteiner og fokus på leftovers.
Nicolas Min Jørgensen er indehaver af Agger Darling i Agger og har arbejdet som kok i snart 20 år, i en lang række forskellige køkkener. Han har været på det danske kokkelandshold i 8 år og været kaptajn i 6 år, og tidligere været kreativ køkkenchef på en Michelin-restaurant i Århus.
Nicolas Min Jørgensen har altid haft en stor forkærlighed for det grønne køkken og har arbejdet kreativt med at udvikle retter med lokale grøntsager i fokus, og forsøgt at nytænke, hvordan vi kan bruge kød på en mere bæredygtig måde.
- Vi glæder os meget til at få stjernekokkene på besøg og udbyde kokkekurserne. Vores mål er at sætte fokus på de lokale råvarer på en ny måde og være med til at højne niveauet for vores dygtige spisesteder. Vi håber også, at vi kan være med til at skabe endnu bedre dialog mellem producenter og spisesteder og få større fokus på at thyboer og morsingboerne kan bruge lokale råvarer, siger formand for Regional Madkultur Thy-Mors, Anette Jensen.
Senere på året er det kok Torsten Vildgaard, der tidligere har været hos NOMA, der står for skud, og kok Emilie Qvist, der har startet restaurant Medvind i Hanstholm, vil også være vært på en af årets workshops.
Kokkeprojektet er støttet af LAG Thy-Mors.