Søren runder halvmaraton nr. 200: På lørdag snører han løbeskoene for krigens ofre
Når Søren Rokkjær på lørdag skal løbe sit halvmaraton nr. 200, samler han ind til Ukraine
THISTED: På lørdag kan Søren Rokkjær fejre sit halvmaratonløb nr. 200.
Sådan en begivenhed er sædvanligvis anledning til en fejring, hvor deltagere i løbet samler ind til en gave til jubilaren.
Men det har Søren Rokkjær frabedt sig - i stedet vil han samle penge ind til fordel for ofrene for krigen i Ukraine.
- Som mange andre har jeg også fulgt nyhederne, og set de forfærdelige billeder fra Ukraine. Det har gjort stort indtryk på mig, siger han.
Søren Rokkjær følte sig inspireret af de mange danskere, der har hjulpet de ukrainske flygtninge med alt fra tøj til medicin.
Men han bed også mærke i, at de mange donationer af fysiske ting var med til at skabe en del kaos i grænseområderne.
- Jeg tænkte over, hvad jeg selv kunne gøre for at hjælpe på bedste måde, og så fik jeg ideen til at samle ind på den her måde, siger Søren Rokkjær.
Den skarpe milepæl, der kunne tage pusten fra de fleste, bliver rundet til et løb, som Søren Rokkjær selv har stået for at arrangere sammen med sin løbeklub ”De Blege Ben”.
Løbet har været planlagt i nogle måneder, der bliver omkring 30 deltagere, og Søren Rokkjær håber at samle et flot beløb ind til flygtningene.
Jubilaren spytter også selv i kassen, forsikrer han:
- Jeg giver selv 2 kr. pr. løbet kilometer, for samtlige deltagere.
Hans løbeklub ”De Hvide Ben” består af fem medlemmer, og lørdagens løb er deres løb nr. 19, som de selv står for at arrangere.
- Vi startede op under corona, fordi vi ikke kunne komme ud til andre løb, og der var ofte deltagerbegrænsning. Så måtte vi jo gøre noget selv, siger han.
Søren Rokkjær løb sit første officielle halvmaratonløb 1. september 2012, og løb nr. 100 rundede han 7. juni 2020.
- De første 100 gik jeg efter at løbe en rigtig god tid, men jeg bliver jo også ældre. Nu er jeg rundet de 45 år, så de seneste 100 løb har mest været for det sociale, siger Søren Rokkjær og tilføjer:
- Løb giver mig et frirum for alle tanker, og så giver det et socialt samvær, jeg ikke oplever andre steder.