Prøvekørsel gik helt galt: Bil endte med bunden i vejret
Politi og beredskab blev sendt ud til en noget speciel sag natten til søndag
KÅSTRUP: Det var et lidt specielt syn, der mødte politiet, da de kl. 01:13 natten til søndag blev kaldt ud til et færdselsuheld ved Nordre Kåstrupvej.
Da betjentene ankom lå der nemlig en enlig bil med bunden i vejret ude på en mark. Lygterne på bilen var tændt, men der var intet spor efter hverken fører eller passagerer, og motoren var allerede kold.
Et lille stykke tid senere, omkring kl. 02, lykkedes det alligevel politiet at finde frem til en 35-årig mand, der vedkendte sig at have ført bilen.
Han forklarede, at han havde været ude for at prøvekøre bilen, da han havde mistet herredømmet over den. Den 35-årige er bosat i lokalområdet, oplyser Thisted Politi.