Pengestrøm til Thy-projekter: Her satses på heste og kvindelige rollemodeller
Sjørring Rideklub og Thy Erhvervsforum får tilsammen 651.550 kroner fra Landdistriktspuljen
THY: Sjørring Rideklub kan med en bevilling på 331.689 kroner fra Landdistriktspuljen arbejde videre med et projekt under overskriften ”Jobskabelse gennem hesteassisteret terapi” mens Thy Erhvervsforum har fået 319.861 kroner til sit projekt ”Flere synlige kvindelige rollemodeller i Thy”.
De to projekter er blandt de 41 ansøgninger fra hele landet, som samlet modtager 11,2 millioner kroner fra Landdistriktspuljen. Pengene støtter projekter, der har til hensigt at skabe udvikling og gode levevilkår i landdistrikterne og til lokale initiativer på danske småøer.
I alt 101 projekter havde søgt om støtte for samlet 31,5 mio. kroner.
Finn Jorsal, Thisted, formand for Det rådgivende Udvalg for Landdistriktpuljen siger, at der i denne ansøgningsrunde har været en stigning af ansøgninger om støtte til kulturelle projekter, som udvalget mener kan have en positiv indvirkning på landdistrikterne. Finn Jorsal er i øvrigt af regeringen blevet genudpeget som formand for Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen.
Det er hans anden periode som formand - og hans tredje periode som medlem af udvalget.
Sjørring Rideklub beskriver sit projekt som et ”socialøkonomisk projekt med udsatte og svage medborgere som målgruppe”. Projektets formål er at styrke lokalområdet med en ny aktivitet og give udsatte borgere en mulighed, de ellers ikke ville få. Der skal til målgruppen udvikles og afprøves forskellige forløb med ridning og kørsel i hestevogn. Projektet skal desuden styrke udviklingen i Sjørring Rideklub.
Thy Erhvervsforum skal bruge sine støttekroner til et pilotprojekt, der har til formål at udvikle en drejebog for, hvordan man i et lokalområde kan synliggøre kvindelige ledere som rollemodeller og tiltrække flere ressourcestærke kvinder til området.