Billede beskrivelse

Nattelivet vendt tilbage - med flere små opgaver til politiet

Natten til lørdag gav et par små sager for betjente i Thisted og Nykøbing

12. februar 2022 kl. 13.48

THISTED/NYKØBING: Nattelivet med sine festglade mennesker er vendt tilbage. Og det samme er det, der oftest følger med: En række mindre opgaver for politiet, som må gribe ind, når fornuften er forsvundet et sted mellem ottende og tiende fadøl.

- Det begynder at ligne et normalt natteliv med mere for os at lave i weekenderne, konstaterer vagtchef Anders Hansen fra Midt- og Vestjyllands Politi, efter at han lørdag middag har gennempløjet døgnrapporten for Thisted og Mors.

Først hændelse kom ved 22-tiden, hvor en patrulje standsede en bilist i Toldbodgade, Thisted.

- Føreren var en 39-årig mand fra lokalområdet, og betjentene syntes, at han virkede lidt "anderledes". Så de tog en narkometertest på ham, og den slog ud, fortæller Anders Hansen.

Den 39-årige blev taget med til en blodprøve, der skal vise, om sigtelsen for narkokørsel skal opretholdes. Det er nu ikke det eneste problem, manden kan stå med. Han var nemlig ikke ejer af bilen. Og ejeren siger ifølge vagtchefen, at han ikke har lånt sin bil ud.

- Så han er også sigtet for brugstyveri, konstaterer Anders Hansen.

En 21-årig mand blev ved 4.45-tiden sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at have vist mellemste finger til to betjente. Det var i Nykøbing, hvor han også råbte ukvemsord efter ordensmagten. Det udløste endnu en sigtelse, nemlig for fornærmende tiltale mod tjenestemand.

Tilbage i Thisted var der en ny hændelse ved syv-tiden lørdag morgen. Ved rundkørslen på havnen havde en 29-årig mand opført sig voldsomt og skubbet en anden mand ind i et glasparti. Han hoppede også rundt på kørebanen, hvilket alt i alt blev takseret til en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste