Nabo opdagede herregårdsbrand: - Enorme flammer og røgskyer
Himlen var oplyst af flammer, da nabo tilkaldte beredskab til herregård
HUNDBORG: Det var en nabo, der opdagede flammerne og hjalp med at få beredskabet dirigeret frem til branden på Egebaksande natten til mandag.
Karina Smed Pedersen, der bor omkring 700-800 m. i fugleflugtslinje til herregården, var egentlig vågen på det sene tidspunkt, fordi hun skulle hente smertestillende medicin til sin mand, der ligger syg med feber.
- Da jeg kom op, opdagede jeg, at der var strømafbrydelse. Jeg ville tjekke min mobil for at se, hvad årsagen mon var, og så blev jeg opmærksom på, at himlen var helt rød udenfor vinduerne, siger Karina Smed Pedersen.
Hun gik ud på husets terrasse for at lokalisere årsagen.
- Med det samme så jeg de her enorme flammer og røgskyer, og jeg troede egentlig, at branden var meget tættere på, fordi det var så voldsomt, forklarer hun.
Karina Smed Pedersen ringede straks til alarmcentralen.
- Jeg spurgte, om nogen havde anmeldt, at der var brand, for ellers ville jeg da gøre det. Jeg kunne ikke se præcis, hvor det var, der var ild, men mens jeg var i telefonen med alarmcentralen, var der en anden anmelder, der ringede ind og fortalte, at det var Egebaksande, siger hun.
Hun oplyste til politiet, at gården var ubeboet, og derefter tog hun kontakt til en bil, som hun spottede i nærheden.
- Jeg bad dem om at køre hen og stille sig ved den grusvej, som brandvæsnet skulle benytte for at komme op til gården. Ejeren har jo spærret Egebaksandevej, netop for at undgå en situation som denne her, så hvis brandbilerne kørte den vej, kunne de ikke komme frem og slukke ilden, uddyber hun.