Konfus mand gik rundt på gaden - nu er han dømt for flere indbrud
En mand, der blev pågrebet efter et indbrud i en lægeklinik sidste uge, har nu fået sin dom
VESTERVIG: En 58-årig mand fra Thisted Kommune blev onsdag stillet for en dommer ved Retten i Holstebro.
Manden blev pågrebet af politiet tidligt om morgenen 3. marts, da han gik konfus rundt på gaden i Vestervig. Her blev han fundet i besiddelse af effekter, der stammede fra et indbrud i Lægehuset Vestervig.
Det var dog ikke det eneste forhold, som manden stod sigtet for onsdag. Politiet mente, at fire yderligere indbrud også kunne føres tilbage til den 58-årige.
- Han var sigtet for to indbrud i fritidshuse på Blishønevej og Spovevej i Agger, samt en ejendom på Ashøjgade i Hurup, hvor han har stjålet nogle haveværktøjer, oplyser politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Manden stod også sigtet for et indbrud hos Hurup Juniorklub, hvor han angiveligt havde stjålet et antal computere.
Dommeren fandt, at den 58-årige mand skulle dømmes skyldig i samtlige fem forhold. For det blev han idømt tre måneders ubetinget fængsel, og han skulle videre fra retssalen til straksafsoning.
Manden valgte at kære dommerens afgørelse om straksafsoning.