Klar med kaffe og cocktails: Stor cafesatsning slår dørene op
Onsdag slår Bryggens cafesatsning dørene op i komplet nyrenoverede lokaler på Havnetorv i Thisted
THISTED: Sisse og Mads Hansen har dårligt tid til at sidde ned i disse dage. De er i fuld gang med de sidste forberedelser, inden de på onsdag slår dørene op for deres nye store cafesatsning:
Cafe Bryggen.
- Vi har ikke nogen kogeplade endnu, så der er vi nødt til at finde en løsning inden onsdag, men ellers er vi klar, siger Sisse Hansen muntert.
Der er snart sagt ikke et hjørne af lokalerne, der tidligere husede Cafe Salto, som ikke har set en håndværker. Alt fra gulv til loft fremstår spritnyt, og forårssolens spil i fjordens vand lige udenfor strømmer ind ad de store vinduespartier.
- Vi ville gerne have et moderne og tidsløst udtryk, og det skulle være holdbart, siger Mads Hansen om tankerne bag indretningen, der er holdt i afdæmpede farver og masser af træ.
Efterhånden som den sidste oprydning skrider frem, får de mere overblik over, hvad der mangler. Og det er heldigvis småting:
- Alt det funktionelle er på plads, men der er lidt udsmykning her og der, som ikke er på plads endnu. Men det er vildt, at vi er nået hertil, for det har været en del mere omfattende, end vi havde regnet med, forklarer Sisse Hansen.
Personalet er stort set på plads. Dog kunne Mads Hansen godt bruge et par ekstra catering- eller kokkeelever i køkkenet.
- Vi har mulighed for at tilbyde dem en meget alsidig uddannelse, og de skulle være en del af både cafeen og restauranten, forklarer Mads Hansen.
Håbet er, at man, udover den almindelige cafedrift og takeaway også kan få gang i selskaber og frokostaftaler.
- Vi har allerede fået flere henvendelser fra virksomheder, der gerne vil have os til at levere frokost, så det tegner godt, siger Sisse Hansen.
Den oprindelige ambition var en åbningsdato i februar, men på grund af corona endte tidsplanen med at blive forskudt en smule.
- Der har været lang leveringstid på grund af corona, og næsten uanset, hvor tidligt, vi har været ude, så har det været svært at skaffe materialerne, siger Mads Hansen, og Sisse Hansen tilføjer:
- Og så har håndværkerne været syge med corona på skift, så det har også været med til at trække lidt ud.
Om lidt er de klar, og det bliver med et spisested, der kombinerer det casual hyggelige, som cafeer er kendt for, med det gastronomiske håndværk, som man kender fra Restaurant Bryggen.
- Vi laver alt fra bunden med samme kærlighed som i restauranten. Vi går op i kvaliteten, og det skal også være visuel flot mad, siger Sisse Hansen og tilføjer:
- Vi har også investeret i vores helt egen softice-maskine, så vi kan tilbyde lokalt produceret softice og hjemmelavede milkshakes.
Menukortet kommer til at byde på klassisk cafemad: Sandwiches, barista-kaffe, brunch og morgenmad, med bistroretter til aften. Og så cocktails og åbent til kl. 3 i weekenderne, lover de to.
- Vi har Fortet, Dampmøllen og Heidis Bier Bar, hvor de unge går i byen, så vi kunne godt tænke os at lave et sted, hvor det lidt ældre klientel kunne gå hen og få en hyggelig aften, siger Mads Hansen.
- Vi kan sagtens skrue op for musikken, og måske skal vi også have en diskokugle her, ligesom vi har i restauranten, siger Sisse Hansen.
Onsdag 9. marts slår Cafe Bryggen dørene op kl. 10.
På cafeens hjemmeside kan man allerede nu få et smugkig på det omfangsrige menukort.