
Kæmpe kapacitet til Thisted Svømmeklub
Den lokale svømmeklub har tilknyttet dansk svømnings grand old man, Flemming Poulsen
THISTED: Thisted Svømmeklub opruster nu kraftigt i trænerstaben i klubbens bestræbelser på at skabe det bedst mulige talentudviklingsmiljø.
Klubben har således skrevet kontrakt med dansk svømnings grand old man, Flemming Poulsen fra Holstebro. Han har været Danmarks bedste svømmetræner gennem de seneste 25-30 år og har netop afsluttet sin kontrakt med svømmeklubben Sigma hjemmehørende i Nordsjælland.
Thisted Svømmeklubs formand, Jesper Sander Andersen, fortæller, at Flemming Poulsen fortsat vil blive boende i Holstebro, og at han begynder i svømmeklubben 1. oktober, hvor han sammen med cheftræner Mads Bjørn Hansen skal være med til at øge Thisted Svømmeklubs professionelle og internationale niveau.
Flemming Poulsen har været landstræner gennem en årrække og repræsenteret Danmark ved EM, VM og OL hele syv gange.
Cheftræner Mads Bjørn Hansen hæfter sig ved, at Flemming Poulsen med sin store erfaring får mulighed for at skabe endnu bedre rammer for svømmerne og bidrage med udviklingen af træningsmiljøet i svømmeklubben.