
Isdronningen Jorna fejrede 50 års jubilæum samtidig med majestæten
Dannebrog var fredag til tops i flagstangen ved Premier Is på Sennelsvej i Thisted. Det var måske lidt for Majestætens skyld. Men først og fremmest var det for husets egen ”dronning” Jorna Tilsted Bennetsen, der på præcis Dronning Margrethes 50 års regentjubilæumsdag også kunne fejre sit 50 års jubilæum som laborant på isfabrikken.
Nu venter hun på belønningsmedaljen fra Majestæten for lang og tro tjeneste i samme virksomhed, og måske en mulighed for at de to jubilerende ”dronninger” kan mødes. Hvis altså ”Isdronningen” fra Thy vælger at rejse til audiens i København.

66-årige Jorna Tilsted Bennetsen fra Hjardemål Klit begyndte på Mejerigården i 1972. Her blev hun udlært som industrilaborant. Et job med utallige prøver i petriskåle, registreringer, målinger og kalibreringer.
Fra feta til is
Men hvor jobbet også indebærer, at der skal smages på isen. For det er en del af kvalitetskontrollen.
- Da jeg begyndte på Mejerigården, var det jo ikke kun is, vi lavede. Vi var jo et mejeri og lavede derfor mælk, kærnemælk og smør ved siden af isproduktionen, siger hun og fortæller om et spændende job i en virksomhed, der altid har været i udvikling.
- Jeg husker, da mælken pludselig skulle i poser. Og ”feta-eventyret”. Da feta-ost pludselig blev populær efter danskernes ture til udlandet. Feta blev så populært, at vi lavede tonsvis af fetaost i spande hver dag, og mejerigården måtte udvide med 700 kvadratmeter på grund af efterspørgslen af fetaost.
Feta-eventyret sluttede brat med handelskrig med Iran i midtfirserne.

Hun har også været med, når virksomheden købte mejerier op som Sjørring og Hundborg. Og dengang virksomheden lavede flødeost i glas.
I 1996 blev mejeridelen solgt til MD Foods/Arla, og det betød, at fokus udelukkende blev på is, fortæller Jorna Tilsted Bennetsen, alt imens petriskåle med små klatter is fyldes med lilla vækstsubstral, før de skal sættes i varmeskabet.
Ikke helt slut
Jorna Tilsted Bennetsen har altid været glad for jobbet på Mejerigården, Polar Is og senere Premier Is. Selv om udviklingen af fabrikken har været vild, så er hun glad for at have været med på rejsen, som hun udtrykker det.
Nu har hun reelt haft den sidste arbejdsdag. Men hun forventer ikke helt at sige farvel til petriskåle og arbejdskollegaer på isfabrikken på Sennelsvej.
- Jeg har da sagt ja til at arbejde på tilkaldebasis. Det håber jeg da at få lov til nogle år endnu, fortæller hun.
Efter fredagens fejring af sit jubilæet stikker Jorna Tilsted Bennetsen af til de italienske alper for at stå på ski. Hun elsker nemlig at rejse.
Sidste år var hun på Færøerne. Hvem var der tilfældigvis samtidigt? - Dronning Margrethe naturligvis.