Fra Holstebro til Hjørring: Turistsæson 2022 sparket i gang

200 turismeaktører og politikere fra hele Destination Nordvestkysten mødtes til ”kickoff” i Thisted

07. februar 2022 kl. 20.06
Opdateret 08. februar 2022 kl. 10.10

Opdateret med rettelse: Mai Manaa er turistchef i Thy, ikke formand for Thy Turistforening, som vi desværre fik udnævnt hende til i en billedtekst.

THISTED: - Vi har et rigtig stærkt momentum i og med, at vi i 2021 satte rekord i antal overnatninger. Så vi syntes, at vi skulle starte den nye sæson med et kickoff-møde, hvor vi virkelig slår et slag for fællesskabet.

Det siger Peter Krusborg, direktør for Destination Nordvestkysten, som mandag samlede 200 turismeaktører og politikere fra Holstebro i syd til Hjørring i nord, til ”kickoff-møde”.

Det foregik på Hotel Limfjorden i Thisted, i den midterste af de fem kystkommuner, som for to år siden gik sammen om det nye destinationsselskab for det ganske langstrakte område, der er fælles om nærheden til det hav, der både hedder Vesterhavet og Nordsøen - og længst mod nord Skagerrak.

Billede beskrivelse

”Et hav af oplevelser” er da også det hashtag, som samler markedsføringen i destinationsselskabet. Mens sloganet indadtil lyder: ”Fællesskabet slår alt”.

Og både Peter Krusborg og andre af selskabet medarbejdere understregede på kickoff-mødet, at turisterhvervets bidrag er afgørende:

- Vi kan markedsføre området for jer. Men det er jeres opgave at sørge for, at gæsterne kommer ud til jer, sagde marketingschef Carina Westermark.

Billede beskrivelse

Det kan kun blive bedre

Men det er lidt for tidligt at sige, om destinationsselskabet er en succes eller ej, mener Dalia og Michael Herbach, forpagtere af Kjul Strand Camping øst for Hirtshals.

- Vi har ikke mærket så meget til det endnu, siger Michael Herbach - der føler, at Kjul Strand er lidt af et udkantsområde - uden bevågenhed fra for eksempel Tryg Fonden, der har sat livreddertårne op andre steder, men ikke ved Kjul - selv om det er et populært badested for børnefamilier.

Det er også en rigtig god surflokalitet, men uden at være ligeså kendt som Thy er blevet det med Cold Hawaii-brandet.

- Vi er sakket bagud i forhold til Thy. Men jeg synes, det absolut er godt, at vi har fået en organisation med nogle kræfter. Så det kan kun blive bedre, siger Michael Herbach.

Billede beskrivelse

Netop i Thy - der har en aktiv turistforening - var der på forhånd stor skepsis over for det nye destinationsselskab.

Men Ellen Nicolajsen, medindehaver af gården Gyrup med Thy Whisky, ser samarbejdet som en fordel:

- Vi kan hjælpe hinanden ved at henvise til andre aktører, og andre kan henvise til os. Og på Nordvestkystens hjemmeside kan folk gå ind og vælge et tema, man er interesseret i, siger hun - som i øvrigt kun har oplevet godt samarbejde mellem destinationsselskabet og Thy Turistforening.

Billede beskrivelse

Også hos Feriecenter Slettestrand, et af de store overnatningssteder i Jammerbugt Kommune, er der tilfredshed med den nye Destination Nordvestkysten:

- Jeg synes, de er lykkedes vildt godt med både at tegne nogle store linjer, og samtidig understøtte os, der skal have en daglig drift og udvikle vores virksomhed. Selv om selskabet er blevet større, føler jeg faktisk en stærkere relation til de mennesker, der arbejder med at udvikle erhvervet, siger Kristian Skjødt, direktør for feriecentret.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste