Billede beskrivelse

For anden gang på mindre end et år: Friskole søger ny leder

Men der er ikke noget drama eller ballade, understreger formand

23. februar 2022 kl. 07.55

HUNDBORG: For anden gang på mindre end et år er Hundborg Friskole på udkig efter en ny leder.

Det sker efter at skolens nuværende leder, Allan Skovsted Sørensen, har sagt op med virkning fra 1. marts. Han afløste efter sommerferien sidste år friskolens leder gennem 10 år, Thor Kortegaard.

Ingen drama eller ballade

Men skolens formand, Ove Ramsgaard, understreger, at det ikke er uenighed om ledelsen eller om skolens linje, som ligger bag, at man nu igen søger en ny skoleleder.

- Han har sagt sit job op, og der er ikke noget drama eller ballade, siger Ove Ramsgaard.

Hundborg Friskole er en af de gamle, grundtvig-koldske friskoler. Skolen har i dag ”63 børn og 14 voksne”, som det fremgår af stillingsopslaget. Dermed er den ganske lille, sammenlignet med de fleste folkeskoler. Men i store dele af skolens 126-årige historie har den været betydeligt mindre - selv om den for nogle år siden var oppe på at have over 70 elever.

- Men så var vi også ved ikke at have plads til flere. Og vi har ikke nogen planer om at blive meget større - vi skal til enhver tid sikre, at der er tid nok til de elever vi har, siger formanden.

Til og med 8. klasse

Hundborg Friskole har til og med 8. klasse. Det betyder små klassekvotienter, selv om der bliver gjort brug af samlæsning af flere årgange i én klasse.

- Vi har nogle andre ressourcer end i folkeskolen, i og med at forældreengagementet er stort. Samtidig kan vi bedre arbejde projektorienteret, påpeger Ove Ramsgaard.

Skolen lægger vægt på at ”give en personlig, levende undervisning, hvor musik, leg, dramatik, idræt og kreative fag vægtes lige så højt som det boglige arbejde, dog uden at det faglige tilsidesættes”, hedder det i stillingsopslaget for den nye skoleleder.

Der er ansøgningsfrist 31. marts. Steen Rostrup Lorentzen er indtil 1. august konstitueret som skoleleder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste