Fartfælde fangede vanvidsbilist og fuld mand uden kørekort
Politiet var fredag aften på spil på Kai Lindberghs Gade, og der var gevinst - 21-årig mister bilen for vanvidskørsel
HANSTHOLM: Kl. 19:52 fredag aften stod politiet klar med lasermåleren på Kai Lindberghs Gade, da en 21-årig mand fra Viborg kom kørende.
Han blev målt til 111 km/t i en byzone, hvor man må køre 50 km/t, og derfor falder han ind under loven om vanvidskørsel, oplyser politikommissær Jørgen Jensen fra Thisted Politi.
Det medfører, at politiet konfiskerer bilen.
Kl. 21:01 var der atter gevinst, da en bil blev målt til 75 km/t i byzonen. Da bilen blev bragt til standsning, fandt betjentene en 28-årig mand fra Struer bag rattet.
Han var påvirket af spiritus og havde i øvrigt slet ikke kørekort.
Manden blev sigtet for spirituskørsel og kørsel uden førerret, plus et klip i kortet for hastighed. Bilens retmæssige ejer er en 24-årig mand fra Frederikshavn, og han får nu en sigtelse for at have overladt føringen af bilen til den 28-årige.