Erhvervsdrivende bryder ud og starter selv: Vil fokusere på det lokale netværk
Erhvervsnetværk Thy-Mors bryder ud af BNI for at fokusere endnu mere på det lokale
THY-MORS: Thy og Mors har fået et nyt erhvervsnetværk, som slet ikke er så nyt endda.
Erhvervsnetværk Thy-Mors er nemlig en ny forening, men udgøres egentlig af en nu tidligere enhed under Business Network International (BNI). Det fortæller Konstituerede bestyrelsesformand Pia Tavs Vistisen fra Advokaterne Sankt Knuds Torv, Thisted:
- Vi synes ikke, BNI passede så godt på et netværk, der egentlig er drevet af lokale kræfter. BNI er et meget amerikaniseret koncept, og dermed passede de forventninger, man skulle indfri hos andre, der ikke er lokale, ikke så godt på os. Og så synes vi ikke, at vi ville blive ved med at sende vores medlemskontingent op til en stor organisation, der ikke havde noget med lokalsamfundet at gøre, siger hun.
Medlemmerne af Erhvervsnetværk Thy-Mors er lokale erhvervsdrivende, og de skabte sidste år mere end 318 nye kunder og forretningsmuligheder hinanden imellem. For eksempel ved at anbefale hinanden til potentielle kunder eller samarbejdspartnere:
- Hvis man på den måde skal give en anbefaling, kræver det selvfølgelig, at man skal kunne stå inde for hinanden, og derfor bruger vi en hel del energi på at lære hinanden indgående at kende. Det betyder også, at vi i netværket har nogle ret høje forventninger til den etik, man har som erhvervsdrivende i vores netværk, for ellers kan netværket ikke fungere. Derfor har vi også nogle ret strenge krav til, hvem der kan blive optaget, forklarer Pia Tavs Vistisen.
Potentielle medlemmer skal godkendes af bestyrelsen, og af hensyn til konkurrencelovgivningen er der kun plads til én repræsentant fra hver branche blandt netværkets medlemmer.
Professionel agenda i fokus
Netværkets medlemmer mødes hver onsdag morgen i et fast forum, og her er det den professionelle agenda, der er i fokus. Hver af netværkets medlemmer investerer betydelig tid og energi på at være deltagende, så agendaen er seriøs på de hyppige møder:
- Selvom et netværk for det meste primært handler om et socialt fællesskab og forum for sparring, så er det fuldt ud det erhvervsfaglige og den enkeltes bidrag til gensidig vækst, der er i fokus hos os. Vi opbygger et indgående fagligt og erhvervsmæssigt kendskab til hinanden på vore møder, og så plejer vi det sociale samvær uden for vores faste forum. Derfor vil man opleve netop dette netværk som anderledes og værdiskabende, siger bestyrelsesformand Pia Tavs Vistisen.
- Foreningens medlemmer oplever hinanden som partnere i en aktiv organisation, hvor alle bidrager på ugentlig basis til hinanden. Det er meget inspirerende og effektivt, og vi kan se styrken i en faciliteret salg-og markedsføringsfaglig organisation, som har stor fokus på vores måde at arbejde på, siger Tage Gamborg Holm, Partner i RSM Danmark og èn af Erhvervsnetværkets mangeårige deltagere og nytiltrådt teamleder, som tilføjer, at han glæder sig til at byde besøgende og nye partnere i netværket velkommen.