En drengedrøm går i opfyldelse: Jonah Blacksmith belønnet med guldplade
Thy-bandet fik fredag overrakt en guldplade for deres album "Jonah Blacksmith"
THISTED: Da Jonah Blacksmith fredag indtog scenen i Plantagehuset, var brødrene Simon og Thomas Alstrup aldeles uvidende om, at en drengedrøm var ved at gå i opfyldelse.
Thy-bandet spillede som gæster i radioprogrammet "Take Off Live" på DR P4. Efterfølgende blev de udfordret i en quiz med journalist og TV-vært Puk Elgård, som er glødende Jonah Blacksmith-fan.
- Puk Elgård skulle svare på spørgsmål i en superfan-quiz, og vi skulle svare på spørgsmål i en jagt-quiz. Da Puk vandt, hev hun guldpladen frem som trøstepræmie til os, siger Simon Alstrup, og Thomas Alstrup tilføjer:
- En helt ok trøstepræmie, synes vi.
En guldplade bliver givet ved 10.000 solgte album, og Jonah Blacksmith har opnået den fornemme titel med deres selvbetitlede 2017-udgivelse "Jonah Blacksmith".
- Det er virkelig fedt, og det er en drengedrøm, der går i opfyldelse. Når man som bette går i gang med at spille musik, så er der nogle mål, man sætter for sig selv. For eksempel at spille på Roskilde eller Skanderborg Festival, eller at opnå en guldplade. Og nu står vi med beviset i hånden på en milepæl, der er nået, siger Thomas Alstrup, da Nordjyske fanger de to brødre kort efter overrækkelsen.
At guldpladen skulle overrækkes i netop Plantagehuset er nærmest symbolsk for de to.
- Vi har stået på den her scene i Plantagehuset som unge og udviklet os som musikere og haft drømme om, hvor langt vi kunne nå ud, og nu står vi på den anden side af det, så det er stort, siger Simon Alstrup og Thomas Alstrup tilføjer:
- Det giver bare blod på tanden og lyst til at fortsætte.
I oktober udgav Jonah Blacksmith deres mest succesfulde single til dato. "House On Fire" har ligget top 10 på den eftertragtede danske airplaychart og er stadig én af de mest spillede sange på de danske radiostationer.
I november spillede Thy-bandet en komplet udsolgt koncert for 2000 gæster i Sparekassen Thy Arena Mors.