Billede beskrivelse

Her åbner Elgiganten ny nordjysk afdeling

Elgiganten planlægger i slutningen af 2022 at åbne et 2000 kvadratmeter stort varehus på Østerbakken i Thisted

05. november 2021 kl. 19.17
Opdateret kl. 20.06

THISTED: Elgiganten bliver den næste store udvalgsvarebutik, som etablerer sig i den østlige ende af Thisted.

I en pressemeddelelse oplyser elektronikkæden, at Thisted er en de byer, hvor man planlægger at åbne nye varehuse. Kæden forventer at kunne byde inden for i det 2000 kvadratmeter store nybyggeri i Thisted i slutningen af 2022.

Det bliver på en grund ved Østerbakken, ved siden af Harald Nyborg-varehuset, at elektronikforretningen skal opføres. Dermed er der kun en enkelt eller to grunde tilbage i det såkaldte ”aflastningsområde”, hvor også et Biltema-varehus er under opførelse. Og i den modsatte ende af Thisted er Bygma undervejs med et varehus.

Billede beskrivelse

- Jeg er stolt af, at det er lykkedes at tiltrække så mange af de store varehuse med mange arbejdspladser. Det er en konsekvens af vores erhvervspolitik, hvor vi er servicemindede og med hurtig sagsbehandling, siger Niels Jørgen Pedersen (V), formand for Thisted Kommunes erhvervs-, arbejdsmarkeds- og kulturudvalg.

Han er overbevist om, at varehusåbningerne vil smitte positivt af på handelslivet i Thisted, selv om de nye butikker er placeret i udkanten af byen.

Elgiganten har i alt syv nye varehuse undervejs. Det første åbner 12. november i Fredericia, og det næste i Ringsted i sommeren 2022. Sidst på året følger så Thisted og Kalundborg, og i 2023 har kæden planlagt at åbne i yderligere tre byer. Til disse syv nye varehuse skal der i alt ansættes omkring 350 medarbejdere, fremgår det af pressemeddelelsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste