Egnsbeskrivelse fra 1802 - nu uden krøllede bogstaver
Niels Møller har genudgivet en sognepræsts mere end 200 år gamle beskrivelse af Thy, i mere læselig skrift og med oversættelse af de svære ord
THY: ”Physisk, oeconomisk og topographisk Beskrivelse over Thye beliggende i Thisted Amt, Aalborg Stift”.
Under denne - ikke helt mundrette - titel udgav Knud Aagaard i 1802 sin beskrivelse af den egn, han var kommet til, da han nogle år tidligere var tiltrådt som sognepræst i Skjoldborg.
Hans beskrivelse var en grundig gennemgang af egnens kulttur, natur, erhvervsforhold og meget mere. Og desuden kapitler om hvert enkelt sogn i Thy og på Thyholm.
Skjoldborgpræstens egnsbeskrivelse havnede i adskillige nutidige bogreoler, efter at den i 1983 blev genudgivet i et fotografisk optryk. Men mange har formentlig givet fortabt over for både de krøllede bogstaver og det gammeldags sprogbrug.
Níels Møller, landmand og tidligere økonomikonsulent fra Sønderhå, hjælper nu både gamle og nye læsere på vej med en ny udgave af egnsbeskrivelsen, hvor han har transkriberet teksten til en mere nutidig og letlæselig typografi, og samtidig oversætter nogle af de sværeste ord i Knud Aagaards tekst.
Genlæst under coronaen
- Jeg læste den første gang for mange år siden. Og sidste forår, da jeg fik god tid på grund af coronaen, genlæste jeg den. Så tænkte jeg, at det egentlig var en skam, at ikke nogle flere kunne få glæde af den, fortæller han.
Efter gennemlæsningen skrev Niels Møller i første omgang bogen af, og derefter gav han sig til at gøre teksten lettere tilgængelig. Ud over at nogle ord er forklaret, har han rettet i sætningsbygningen og ændret stednanvne til deres nutidige former.
- Der er jo Knud Aagaards bog. Det eneste, jeg har tilføjet, er et forord og nogle enkelte billeder og kortmateriale, fortæller Niels Møller.
Alt andet end teologi
Selv om forfatteren var præst, er det alt andet end teologiske overvejelser, der præger bogen. Til gengæld er den fyldt med beskrivelser af bl. a. landbrugets og fiskeriets tilstand - og med gode råd til, hvordan thyboerne ifølge præsten vil kunne forbedre deres levestandard.
Og der er fyldige beskrivelser af, hvordan sandflugten havde lagt store dele af det dengang helt skovløse Thy øde. Forfatteren kommer med forslag til, hvordan man kunne plante skov - selv om han ikke forestiller sig, at det kunne blive til store skove: ”Men små anlæg på adskillige steder ville også være mere hensigtsmæssige”.
Netop sandflugten er baggrunden for, at Niels Møller har nævnt Nationalpark Thy i titlen til sin nyudgave af Knud Aagaards egnsbekrivelse: ”Thy som det var år 1800 - før Nationalpark Thy”, hedder bogen. For den i dag så berømmede naturtype er faktisk opstået som konsekvens af sandflugten, påpeger han.
Bogen er udkommet på forlaget BoD - Books on Demand. Den sælges for 220 kr. - men kan i øvrigt læses ganske gratis på nettet via Museum Thys hjemmeside.