Bilist på stoffer smadrede benzinstander
44-årig fik en stribe sigtelser med hjem efter færdselsuheld ved købmandsbutik
HUNDBORG: Kl. 07:55 tirsdag morgen skete et færdselsuheld ved Dagli' Brugsen på Vorupørvej.
En 44-årig mandlig bilist med bopæl i Thisted Kommune kolliderede med og ødelagde en benzinstander på stedet.
Politiet blev tilkaldt, og det viste sig hurtigt, at føreren af bilen ikke var helt ædruelig. Han fik en sigtelse efter loven om euforiserende stoffer samt for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer.
Manden havde desuden intet kørekort og fik en sigtelse herfor oveni. Ejeren af bilen, en 49-årig mand med bopæl i Thisted Kommune, får en sigtelse for at have overladt føringen af bilen til den 44-årige.