Der medvirker 50 skuespillere, som spænder over aldre fra 7 til 75 år og med flere generationer i samme familier. Privatfoto
Det sker

Alt udsolgt til premieren på Ravkongens døtre

Fyrspillene i Sydthy må melde alt udsolgt til premieren på ”Ravkongens døtre” i aften

30. juni 2021 kl. 12:27

SYDTHY: - Der har været overvældende interesse for at se Fyrspil igen, og vi må melde alt udsolgt til premieren på ”Ravkongens døtre” i aften, fortæller Heidi Søgaard Madsen, formand for Fyrspillene i Sydthy.

- Torsdag og fredag aften er der kun få billetter tilbage. Lørdag aften ser det derimod lige nu ud til, at vi må konkurrere med EM i fodbold. Men også søndag eftermiddag er der ledige billetter, tilføjer hun.

Fyrspillene glæder sig utrolig meget til at igen at spille teater efter to års pause, hvor coronaen har sat en stopper for aktiviteterne.

Og den gamle sandgrav i Sindrup syd for Ydby danner en perfekt og malerisk ramme om historien med sin vilde bevoksning og sit kuperede terræn.

Forestillingen opføres på Sindrupvej ved Tinghøj, Ydby, 7760 Hurup (lige ved jernbaneoverskæringen over A11).

Den spilles alle frem til søndag - alle dage kl. 19.30, søndag dog kl. 14.00.

”Ravkongens døtre” tager udgangspunkt i ravvejen, som tilbage til oldtiden var en handelsrute mellem Nordeuropa og Sydeuropa. Historien foregår dels i oldtiden omkring yngre jernalder og dels i nutiden.

Oldtidshistorien handler om den mægtige handelsmand Ravkongen, som vender hjem til sin familie og sin hjemegn efter en handelsrejse på to år til Sydeuropa frem og tilbage langs ravvejen.

I nutiden mødes et pigekor et sted langs ravvejen med deres korleder samt en irriterende livsstils-coach. Pigerne skal som led i et projekt være med på en 3 dage lang teambuildingtur langs ravvejen uden deres mobiltelefoner og anden form for teknologi. Det er ikke alle, der er lige vilde med konceptet.

Stykket er skrevet af dramatikeren Marie Markvard Andersen, der for tredje gang skriver et stykke til Fyrspillene i Sydthy. Instruktionen har været lagt i hænderne på Ninna Lund Nielsen og Ejgil Enevoldsen, der begge har været med i Fyrspillenes forestillinger i en årrække, både som skuespillere, instruktører og bag scenen.

Der medvirker 50 skuespillere, som spænder over aldre fra 7 til 75 år og med flere generationer i samme familier.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu