Billede beskrivelse

56-årig valgdebutant og volley-ildsjæl fik stærk opbakning hjemmefra: Sikrer plads ved bordet

Preben Dahlgaard kan glæde sig over flot valg for Venstre i hjembyen Bedsted

17. november 2021 kl. 16.05

BEDSTED: Med 421 personlige stemmer er Preben Dahlgaard (V) fra Bedsted én af de syv opstillere på Venstres liste, der kan se frem til en plads i kommunalbestyrelsen de kommende fire år.

Den 56-årige valgdebutant er glad og stolt over et flot valg i hjembyen:

- Det har jeg det rigtig godt med. Jeg synes også selv, at jeg har gjort meget for at synliggøre mit kandidatur i området, siger han.

Ifølge Preben Dahlgaard har han fået ca. 250 af de i alt 368 Venstre-stemmer, der er afgivet i Bedsted. Men det betyder samtidig, at han henter sine resterende ca. 170 personlige stemmer andre steder i kommunen.

- Det gør også stort indtryk på mig. Måske er det fordi, jeg i mange år har kørt som sælger i det meste af Thisted Kommune, så jeg har en stor berøringsflade. Og så er der nok også nogle, der kender til mig gennem sporten, og det er et kæmpe skulderklap at få, siger Preben Dahlgaard, der er mangeårig formand for Bedsted KFUM Volleyball.

- Det føles helt overvældende, at 421 har sat krydset ud for mig. Det er en surrealistisk oplevelse, det havde jeg ikke turdet drømme om, tilføjer han.

Glæden over, at det bliver en Venstremand, der skal bære borgmesterkæden de næste fire år, er også stor hos Preben Dahlgaard. Men én ting ærgrer ham:

- Jeg er lidt ked af, at Socialdemokratiet vælger at stå udenfor. Men vi sad og snakkede lidt på tværs af partierne i går aftes, og jeg er sikker på, at når der skal trækkes i arbejdstøjet, så finder vi hurtigt melodien, siger han.

Dramaet, hvor mandaterne bølgede frem og tilbage mellem Venstre og Konservative, var spændende at følge på valgnatten, siger valgdebutanten, men han tager mange positive oplevelser med sig hjem fra forløbet:

- Jeg synes, hele valgkampen har været sober. Det har været positivt at opleve, hvordan man sagtens kunne tale sammen, uanset hvilket parti, man tilhører, siger han, og tilføjer:

- Samtidig har jeg lært, at flid betaler sig. Man kan se, at mange af dem, der har været mest fremme i skoene i løbet af valgkampen, også har fået nogle flotte valg. Man kommer til at sætte utroligt stor pris på de mennesker, der har hjulpet én gennem valgkampen, og jeg skylder en stor tak til rigtig mange mennesker, ikke mindst min familie.

Han synes dog, det er dejligt, at sidste punktum i valgkampen er sat, og han glæder sig til at trække i arbejdstøjet til januar.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste