300 shorts i brandfare: Frygtede bukseløs sæson
Shorts til byens unge håndboldspillere var i farezonen, da der udbrød brand i opgang
THISTED: Ilden var hurtigt under kontrol, da Nordjyllands Beredskab tirsdag eftermiddag rykkede ud til brand i Kirkestræde i Thisted.
Det var dog ikke helt uden drama, da der gik ild i en tøjudstilling på opgangens første sal, der huser en hudplejeklinik.
- Af uvisse årsager var der gået ild i det udstillede tøj, der på lå nogle hylder foran klinikken. Heldigvis nåede ilden ikke at sprede sig, men det gav en voldsom røgudvikling i hele opgangen, fortæller indsatsleder Mogens Hansen, Nordjyllands Beredskab.
En kvinde måtte da også en tur omkring sygehuset til tjek for røgforgiftning, fortæller indsatslederen.
Branden gav også kortvarigt sved på panden hos byens håndboldklub, TIK Håndbold, der netop tirsdag havde aftalt med Intersport - der holder til i stueetagen - at få sat 300 shorts ud i opgangen til afhentning.
- Vi kunne ikke komme til at parkere ude bagved på grund af brandbilerne, og da jeg så så indehaveren af forretningen stå ude og se på, mens brandfolkene var i gang, nåede jeg lige at tænke "åh nej, der røg alle de shorts, vi havde fået hjem til alle spillerne fra U4 til U13", fortæller Jane Bliksted, der er en del af ungdomsudvalget i klubben.
- Efter at have haft problemer med at få tøj hjem til denne sæson på grund af corona, havde vi været ekstra tidligt ud med at bestille hjem til næste sæson. Så kunne det lige passe, at de skulle gå op i røg, forklarer hun.
Til alt held kunne hun dog konstatere, at TIK-spillerne ikke kommer til at gå bukseløse ind i næste sæson.
- De havde heldigvis været hurtige og snuppet poserne med ud af opgangen, da de opdagede branden, så vi fik alle 300 shorts med hjem, fortæller Jane Bliksted.
Mens shortsene blev reddet, ventede der et større rengøringsarbejde i den sodskadede opgang, hvor røgen var gået ud over både stuen, første og anden sal.