19.000 varenumre trak folk af huse: Åbningsdagen blev en folkefest
Folk strømmede til fra nær og fjern, da Biltema lørdag klokken otte åbnede sit nye varehus i Thisted
THISTED: Luksus kan også være en fyldt parkeringsplads, i hvert fald i følge varehuschef Michael Mandrup. Og kun en time efter, at Biltema lørdag morgen klokken otte havde slået dørene op til sit nye varehus på Uglevej i Thisted, var p-pladsen fyldt.
Det gav travlhed indenfor i det 6000 kvadratmeter store varehus, hvor Michael Mandrup og hans medarbejdere har haft mere end travlt for at blive klar til åbningen af Biltemas varehus nummer 14 i Danmark med 19.000 forskellige varenumre på hylderne og nu arbejdsplads for 20 medarbejdere.
- Måske lyder det lidt banalt, men i dag er faktisk en dag som alle andre i de seneste tre til fire uger. Vi har været i gang fra morgen til aften for at få alt klar, så jo, det er da en forløsning nu, hvor vi har åbnet for publikum, siger Michael Mandrup tre kvarter inde i den første åbningsdag, hvor både masser af åbningstilbud og måske også den gratis kaffe og rundstykkerne har fået rigtig mange til at møde frem.
- Lige nu er det dejligt at se, af folk tager godt imod os. Nu bliver det spændende at se, hvordan tingene udvikler sig, når nyhedens interesse har lagt sig og det er almindelig hverdag. Det bliver her, vi finder niveauet for forretningen, siger Michael Mandrup, der ser en forventet synergieffekt i beliggenheden i et område, med andre store butikker - og udsigt til, at der kommer flere.
Borgmester Niels Jørgen Pedersen, V, indviede det nye varehus. Med en hæksaks fra en af varehusets hylder klippede han det sort-gule plasticbånd i døren over, og så var der åbent for publikum. De blev klappet indenfor af Biltema’s ansatte, som dog ret hurtigt måtte ud i butikken og hjælpe kunderne tilrette.
Det er blot et par år siden, at Niels Jørgen Pedersen som formand for et daværende erhvervsudvalg kunne besigtige grunden på Uglevej, som Biltema ville bygge på. For knap et år siden blev det første spadestik taget.
- Vi er glade for og stolte over, at I har valgt at lægge jeres 14. varehus i Thy, sagde borgmesteren, som fandt, at både Biltema og de øvrige virksomheder, der investerer i området, viser en tro på fremtiden.
- Og der er vidst ingen tvivl om, at kunderne får travlt, sagde Niels Jørgen Pedersen med tanke for de mange varenumre på hylderne