Billede beskrivelse

Sved, styrke og sammenhold: Crossfittere fra hele landet dyster i Thy

06. marts 2026 kl. 14.02

THISTED: Der er garanteret sved på panden, når mange fitte mænd og kvinder fra hele landet mødes og dyster i crossfit.

Cold Hawaii Inland Throwdown hedder eventet, som Christina Sekkelund og Christian Strømgaard står bag. De er selv ivrige crossfittere fra Thisted, der har dyrket sporten i henholdsvis 9 og 12 år, og de har hentet inspiration fra deres egne oplevelser.

- Det var Christina, der fik idéen, efter vi selv har deltaget i flere konkurrencer. Så tænkte vi, at det må vi også kunne lave i Thy, fortæller Christian Strømgaard.

Parret træner selv i Thy Boxen og det er også her, at slaget skal stå. 110 deltagere skal dyste i flere kategorier og heats.

- Der kommer hold fra hele landet, blandt andet fra Sjælland, Aarhus, Aalborg, Horsens, så på den måde håber vi, at vi kommer til at sætte Thy på landkortet, lyder det fra Christian Strømgaard.

Billede beskrivelse

Crossfit er primært kendt for højintense øvelser, som angiveligt også bruges af Navy Seals-soldater i USA.

Men for Christina Sekkelund og Christian Strømgaard er der mere i det end hård fitness.

- Det er meget det sociale i det, som vi godt kan lide. Der er et stærkt fællesskab omkring crossfit. Hvis man træner i et fitnesscenter, så taler man tit ikke rigtig med andre, men det gør man ofte i crossfit. Og når man er på gulvet, hepper vi på hinanden og bakker hinanden op, fortæller Christian Strømgaard.

De er selv overraskede over den positive modtagelse, deres idé om eventet har fået - både lokalt og i crossfit-kredse.

- Vi har fået rigtig god opbakning fra lokale sponsorer, og vi havde slet ikke regnet med, at vi kunne få så mange med på idéen.

- Vi har også fået omkring 40 frivillige med, og det er dem, der skal have en kæmpe kudos, for uden dem kunne vi slet ikke afholde arrangementet, lyder det fra Christian Strømgaard.

Cold Hawaii Inland Throwdown afholdes 7. og 8. marts i Thy Boxen, og hvis man er nysgerrig efter at se energiske folk give den gas, er der også mulighed for det.

- Der er plads til tilskuere, så vi håber da, der vil komme nogen og heppe, siger Christian Strømgaard.

Ifølge ham er der ikke fastsat planer for, at det skal blive en tilbagevendende begivenhed, men der er dog et håb.

- Nu prøver vi det, og så håber vi, det bliver en succes. Der vil altid være fodfejl når det er første gang, men vi håber i hvert fald ikke, det bliver sidste, lyder det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste