Billede beskrivelse

Strømafbrydelse ramte Mors og dele af Thy og Salling

To kortvarige udfald på elnettet mandag formiddag 

13. marts 2023 kl. 14.00
Opdateret kl. 23.17

THY-MORS:  Mors, det østlige Thy og det nordvestlige Salling var mandag formiddag ude for to momentane strømafbrydelser, der skyldes udfald i det overliggende net, som drives af selskabet Vestjyske Net. Det oplyser Kristan Tilsted, som er teknisk chef for Thy-Mors Energis netselskab Elværk.

- Vi kender ikke årsagen endnu, men det ser ud til at være et uheldigt sammenfald af tilfælde. Vestjyske Net har koblet om i nettet, fordi de skulle i gang med vedligeholdelsesopgaver i Thy. Så kommer det her udfald, samtidig med, at der ikke er tilstrækkelig forsyning til at klare sådan et udfald. Der når at indtræffe to afbrydelser, inden man får nettet koblet tilbage til normal koblingstilstand igen, siger Kristian Tilsted.

Strømafbrydelserne var som nævnt kortvarige, men har forårsaget udkobling af maskiner, apparater og anlæg. Afbrydelserne er sket i intervaller på omkring 30 sekunder, hvorefter systemet genopkobler automatisk. Mandag eftermiddag søgte man efter årsagen til afbrydelserne. 

- Jeg ved, at Vestjyske Net har været ude at gå luftledningstraceen igennem fra Dragstrup til Nykøbing. Det er ikke givet, at de finder årsagen. Men nu er vi tilbage på sikker grund, og så kan det være, at vi kan finde nogle svagheder, som skal udbedres, siger Kristian Tilsted, der selv har et bud på, hvad fejlene skyldes.

- Vi oplever lige nu skift i vejret. Vi har ikke haft megen nedbør nogle dage, men der er megen fugt i luften, og det blæser. Det kan gøre, at der aflejres salt på isolatorer, som nu er ved at blive skyllet af. Så kan der springe strøm. Det er en jordfejl, der er sket på afledningen fra en fase til stel, siger Kristian Tilsted.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste