Stort kunstværk manglede et sted at være - så dukkede en god placering op
THISTED: Den måler 2,3 x 3 meter og er ikke sådan lige at finde en væg til.
Den danske kunstner Jona Borruts store landskabsmosaik, som var hovedværket på hendes store sommerudstilling 2024 “Normal, Fugl, Frø” på Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm, var egentlig på vej til glemsel eller i værste fald destruktion.
Men nu har den endelig fået sig en prominent placering - efter lokale kræfter i Hanstholm gik sammen om at give værket, der forestiller et kig ud over Nationalpark Thy, et nyt liv i Hanstholms Sundhedshus.
- Den er jo kæmpestor og var egentlig endt oppe på fyret efter kunstnerens udstilling var pillet ned. Hun synes nemlig ikke, den skulle hjem til Møn, hvor Jona Borrut bor. For den er så meget Hanstholm, at den hører til her. Fandt vi ikke sted - en væg, hvor det store værk kunne være, ja, så kunne det ende med destruktion, fortæller Simon Toftdahl Olesen, daglig leder i Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm.
Nu har lokale kræfter så gjort det muligt, at værket kan blive i Hanstholm og blive set i Hanstholms Sundhedshus. En rigtig god løsning, fortæller Simon Toftdahl Olesen, daglig leder Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm.
Jona Borruts værk er lavet af tusindvis af små brændte stentøjsfirkanter i forskellige jordfarver, der er monteret på en krydsfinerplade og illustrerer det syn og de mange farver, beskueren kan opleve fra kanten af Hanstholm Knuden ved kig mod syd.
Tirsdag var der så fernisering på værket, der nu er det første, sundhedshusets gæster møder, når de skal til læge.
30 lokale interesserede var mødt, og og husets læger kom ned fra første sal for at være med til ferniseringen, der havde tale af Ida Pedersen, Thisted Kommunes Repræsentant i bestyrelsen for Det Nordatlantiske Fyr.
- Regionen, kommune og lokale aktører har nu i et par år sat fokus på hvordan kunst, kultur og sundhed kan gå hånd i hånd og sammen kan løfte hinandens områder. Det fortsætter i 2025 med udstillinger, filmvisninger, foredrag og workshops - med afasi som tema. På den måde kan vi som kulturhus være med til at løfte ikke bare den lokale stolthed - men også selve folkesundheden, lød det blandt andet fra Ida Pedersen.
Jona Barruts landskabsmosaik, der ikke har noget navn, er nu ejet af Det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm og udlånt til Sundhedshuset.
Det er blevet muligt ved hjælp af fire sponsorer, der samlet har doneret 20.000 kroner.
Det er: Hanstholm Dyrehospital, RSM Danmark i Hanstholm, Sparekassen Thy og Hanstholm Havns Fiskeriforening.