Billede beskrivelse

Stafet for livet vender tilbage: Dette er nyt

24. marts 2023 kl. 06.01

Årets udgave af Stafet for Livet afvikles lørdag den 17. juni i Christiansgave i Thisted. Styregruppen bag er Karen Johansen, Anni Gregersen og Preben Dahlgaard. Arrangementet starter kl. 11.00 med åbningstale for fighterne, der herefter går fighterrunden for indsamlingen til Kræftens bekæmpelse. Med udgangspunkt fra scenen i Christiansgave vil der være 2 runder at vælge imellem. Den korte vil være rundt på stierne i Christiansgave med en afstikker omkring Bisgaardsgade og Skovgade. Den lidt længere vil gå gennem kolonihaverne, under viadukten ved Over Engen og rundt om Tingstrup sø.

På samme dag vil der også i år være decentrale stafet-løb rundt omkring i Thy, hvor 10 – 12 holdkaptajner sørger for at arrangere en god dag for venner, familie og arbejdskolleger. Der kan læses nærmere på hjemmesiden om disse hold. I år forsøger styregruppen at tage kontakt til væresteder og bosteder i Thy, der måske vil deltage i dagene op til den 17. juni. Derudover bliver flere plejehjem forsøgt involveret, evt. på egen adresse. Leder af Kristianslyst, Lise Ørbæk Knudsen, er tovholder for fighterne og udviser et stort engagement i den del.

Kulturrummet involveres

Som noget nyt har styregruppen i år inviteret Kulturrummet ved Eva Sjælland til at bidrage med et eller andet. Hun har grebet ”stafetten” og arrangerer tegnekonkurrencer for børn, hvor der vil forestå en fernisering på selve stafetdagen. Der venter også gode oplevelser i Christiansgave, hvor der bliver en såkaldt fortællerunde, hvor man kan deltage på en enkelt tur rundt og lade sig inspirere og blive klogere på kulturen i naturen. Derudover har Eva Sjælland lavet at aftale med skuespiller Esben Dalgaard, der selv er kræftramt. Han kommer og holder foredrag tirsdag den 13. juni på biblioteket i dagene op til stafetten.

Musik-Jørgen og ”Muuhny” på besøg

I løbet af dagen den 17. juni vil lokale kunstnere, kor og folkedansere optræde på scenen i Christiansgave. Blandt andet Musik-Jørgen alias Jørgen Østergaard og Sparekassen Thys ”Muuhny”, som vil køre rundt til de decentrale stafethold, hvis det ønskes. ”Tre vise mænd” i skikkelse af Jack Soleng, Søren Ottesen og Torben Overgaard, vil i år rejse rundt til de decentrale hold og lave livestreaming, som kan følges over Stafet for Livet – Thisteds facebook-side.

Lysceremoni i Christiansgave kl. 22.30

Som optakt til lysceremonien spiller ”Brogaard og Andersen” fra kl. 21.00 på scenen i Christiansgave. Selve ceremonien med lystalen finder sted kl. 22.30 efterfulgt af et minuts stilhed og stille musik. Kl. 23-24 gentages succesen fra sidste år, hvor Stise og Martin spiller en lille intimkoncert fra scenen. I tilfælde af dårligt vejr rykkes det ind i Plantagehuset, som i øvrigt også skal benyttes til fightermiddagen efter fighterrunden.

Kagebord på Storetorv fredag den 28. april

Igen i år stiller Thisted By an med det store kagebord på Storetorv til støtte for Stafet for Livet og Kræftens Bekæmpelse. Superbrugsen og Føtex bager kager til formålet og repræsentanter for Stafet for Livet vil være behjælpelige med arrangementet. I øvrigt tyvstarter gruppen i Sennels med at arrangere stafetdag lørdag den 15. april, hvor man kan komme og deltage. Det er efter aftale med styregruppen, da den 17. juni kolliderer med Malle Strandfest på selvsamme dato.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste