Billede beskrivelse

Stære skider i vandet: Slut med at bade i den østlige del af Vandet Sø

Flokke af stære sidder i rørskoven i den østlige del af Vandet Sø - fuglene skider i vandet, og det påvirker vandkvaliteten. Nu indføres der badeforbud, men surferne må fortsat bruge det populære sted

30. september 2022 kl. 09.00

THISTED: Skiltet med teksten "Badning frarådes" i den østlige del af Vandet Sø bliver nu afløst af et permanent forbud mod at bade i den del af søen. Forklaringen er, at vandkvaliteten ved badestedet i søens østende for femte år i træk er vurderet som "ringe", og det er den dårligste klassifikation, et badested kan få. Når det sker fem år i træk, udløser det et egentligt forbud mod badning.

Se også
Colibakterier i stor sø: Badeforbud er på vej

Forbuddet gælder kun badning, men ikke de øvrige vandaktiviteter, der udfolder sig på den østlige del af Vandet Sø, som også er et populært sted at windsurfe, især for mindre erfarne windsurfere.

Kommunens udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik har på sit seneste møde taget badeforbuddet til efterretning. 

Surfklubben NASA i Klitmøller bruger den østlige del af Vandet Sø som øveplads for surfere, ikke mindst børn. Stian Eide, klubbens formand, fortæller, at forureningen nær rørskoven ikke har påvirket klubbens aktiviteter.

Holder sig på afstand

- Forureningen er sæsonbetonet. I juli bruger vi ikke området, og det er først fra midten af august vi er tilbage efter sommerferien. Vi kommer ikke tæt på rørskoven, fordi vandet her er for lavt, forklarer Stian Eide og tilføjer, at klubbens surfere bare "går lidt længere væk" fra området, hvor kommunen har målt forurening.

- Selvfølgelig er vi opmærksomme på vandkvaliteten, og vores medlemmer er gjort opmærksom på, at de skal holde sig på afstand af rørskoven. Men vi har ikke haft medlemmer, som har fået dårlig mave efter en tur på søen, siger Stian Eide.

NASA har omkring 150 medlemmer, men det er ikke kun Klitmøller-klubben, der bruger østenden af Vandet Sø til surfundervisning. Andre surfskoler bruger også stedet.

- Men det er min fornemmelse, at brugen af stedet har fundet en naturlig balance. Det er en sæsonbetonet aktivitet, og selv i sæsonen er der langt mellem de dage, hvor der er mange surfere på søen, siger Stian Eide.

Han kalder forureningen omkring rørskoven for et "naturskabt problem".

- Egentlig er det lidt ironisk. Tidligere var det surferne, som blev beskyldt for at skræmme fuglene væk og forurene vandet. Det holdt ikke stik - og nu er situationen den omvendte. Årsagen til forureningen og badeforbuddet er stære, som skider i vandet, siger Stian Eide.

Overnattende fugle

Forureningen, der nu fører til forbuddet mod badning, kommer fra de flokke af stære, som overnatter i rørskoven omkring badestedet i søens østende tæt på det sted, hvor der tages prøver af vandets kvalitet. Fuglene skider i vandet, og det har ført til et forhøjet indhold af colibakterier  ligesom der ved en prøvetagning i juli blev målt et højt antal enterokokker, en tarmbakterie, i vandet.

Billede beskrivelse

Forureningen af vandet er målt tæt på rørskoven, hvor stæreflokkene sidder, mens målinger henholdsvis 150 og 300 meter fra badebroen i søens østende ikke viste forurening. Derfor blev der i første omgang etableret en 200 meter zone omkring rørskoven, hvor badning blev fraråddet.

Badeforbuddet gælder kun i den østlige ende af Vandet Sø. I og med forbuddet alene omfatter badning, men ikke andre vandsportsaktiviteter, vil Thisted Kommunes plan- og miljøafdeling i løbet af badesæsonen tage et mindre antal prøver, for at kunne oplyse brugerne om den aktuelle vandkvalitet. Det er fortsat muligt at bade ved Årbjerg, hvor vandkvaliteten er "tilfredsstillende". Det er den bedst mulige klassifikation af et badested.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste